101 / 161
98
Aar 1898.
nedarvede Overbevisninger maatte lutres, vejes og opgives,
gensidig Tillid fandtes kun i ringe Grad, og navnlig var
der en Opfattelse af Jærnindustrien, som bidrog til, at
Maskineriet kun langsomt kom til at arbejde godt sammen,
nemlig den, som fik sit Udtryk i Kælenavnet „det urolige
Hjørne", saaledes som navnlig Haandværkets Mænd havde
døbt Jærnindustrien. Og dette Navn var ikke alene møn
tet paa dens Arbejderstab, men ogsaa, og maaske fortrins
vis, paa dens Ledere, der i Almindelighed ansaas for at
være angrebne af en permanent Lock-out-Syge — en An
skuelse, der ganske sikkert i Tidernes Udvikling har givet
Plads for blidere Følelser.
Men den Gang saa man ofte hellere Jærnindustriens
Mænd ude af Døren, end man vilde tage dem med paa
Raad, hvad der ogsaa kom stærkt frem ved de iøvrigt
ganske ubetydelige Konflikter, som Aaret bragte med sig.
Saaledes f. Eks. ved Forhandlingerne med Støberi-
arbejderne og Modelsnedkerne, gamle Sager fra 1897.
Modelsnedkerne forlangte 40 Øre Minimalløn, og for
skellige andre Krav opstilledes; senere omsattes Fordringen
om Minimallønnen til et Krav om en almindelig Løn
forhøjelse, og eventuelt forlangte Fagforeningen Spørgs-
maalene afgjorte ved Voldgift. Alt, lige fra Minimalløn
nen til Lønspørgsmaals Afgørelse ved Voldgift var imod
Fabrikantforeningens hele Fortid, og den bragte derfor
Sagen frem for Arbejdsgiverforeningen, som i sit Svar af
15. Marts hævdede, at Fabrikantforeningen burde „opgive
sin Vægring ved at lade de paagældende Spørgsmaal afgøre
ved Voldgift41, thi „efter Arbejdsgiverforeningens Vedtægter
bør de foreliggende Spørgsmaal nemlig absolut underka
stes en Voldgiftsafgørelse, naar mindelig Overenskomst
ikke kan n a a s ............ “ et Standpunkt, som faldt Fabri
kant foreningen svært for Brystet, og som Arbejdsgiverfor
eningen nu forlængst har opgivet.