27 / 161
Aar 1886.
Efter Lock-outen i 1885 kom der en Række stille,
gærende Aar, i hvilke Fagforeningerne kun ganske und
tagelsesvis gik angrebsvis til Værks. Indenfor Fab rikan t
foreningen levede der megen Bitterhed imod Arbejdernes
Fagforeningsdannelser, og man modarbejdede dem saa
godt, man kunde, i den Tro, at man kunde løse den Op
gave at sprænge dem. E
11
Tid lang saa det virkelig ud,
som om det skulde lykkes, idet Fagforeningerne i flere
Aar gik tilbage og selv indenfor Arbejdernes egen Kreds
forspildte den naturlige Sympathi, som Organisationsbe-
stræbelserne burde kunne gøre Regning paa. Men denne
Stagnation skyldtes vist i første Linje Manglen paa orga
nisatoriske Kræfter indenfor Arbejderne; da den rette
Mand kom til, gik Fagforeningerne frem med rivende
Fart. Men — med Troen paa, at Fagforeningsbestræbel-
serne burde bekæmpes af bedste Evne, og at det kunde
lykkes at komme tilbage til de „patriarkalske" Tilstande,
hvor Arbejderne holdt med deres Mestre, og i Følelsen af,
at Arbejdsgiverne havde Forpligtelser ud over det rent for
retningsmæssige Forhold, at de købte Arbejdernes Arbejds
kraft saa billigt som muligt, kom Bestræbelser frem i Ret
ning af at pensionere Arbejderne, at skaffe dem Sygekasser,
Laanekasser etc., altsaa at ordne adskillige af de Spørgs-