193 / 274
A llerede denne U nd lade lse e r en
grov Fo rsømm e lse ove rfo r Offentlig
heden . Men den kunde m a a sk e no
gen lunde tilgives som en, ganske vist
beklagelig, Mangel p a a Konduite, hvis
sa a endd a s e l v e T v a n g s h u g s t e n
v a r b leven ledet e fte r P rinciper, d e r
— i H enho ld til D riftsp lanens T rad i
tio n e r — tog H ensyn til D y reh aven s
sæ rlige Væ rd ie r som gamm el, h isto
risk og n a tion a l Lystskov .
Men he ller ikke dette e r sket.
Tvæ rtim od — m ange S teder er
d e r fæ ldet som i Blinde; and re S te
der, som v a r F o rm aa le t netop at
lægge de flest mulige S kønh ed svæ r
d ier øde.
S ta a r m an f. Eks. ved »De b laa
Bomme« p a a K øreve jen fr a K ildehu
set til E rem itagen — en a f D y re h a
vens m e st befæ rd ed e Veje, — skulde
m an tro sig i A rgonne rskoven e ller en
a f V estfron tens and re k rig shæ rgede
Skovstrækn inger. Og dobbe lt grelt
g rine r de døde, nøgne S tamm e r og
S tubbe en i Møde ved Modsæ tningen
til Løvsp ringets v aagnende Liv ru n d t
om.
B landt de Faldne p a a denne triste
V a lp lads e r en sa a hæ d e rk ro n e t Ve
te r a n som den b e røm te , v istnok h en
ved 300 A ar gam le Kæm pebøg , der
v a r en Øjets F ryd ikke b lo t fo r D y re
h av em a le rn e , m en fo r enhver, d er
h a r m indste Spor a f N atu rfø le lse og
æ ste tisk Sans. P aa et frem sp ringende
P arti i S kovb ryn e t ud m od Vejen og
den lille Slette tegnede dens svæ re ,
knud rede S tamm e — 33A M eter i Om
k red s
og dens mægtige G rene sig
sæ rlig m a lerisk . Dens b red e , endnu
løvrige K rone h av d e en livskraftig
Oldings æ re fryg tindgydende Fysio
gnomi. Skønt den v a r en Bøg, v irkede
den ved sin Æ ld e an tik t og h isto risk
som en a f D y reh av en s gam le Ege. Og
m ed Egen i St. H ans Aften Spil kunde
den sige:
62
Her har jeg staaet i hundrede Aar,
om Vintren med Sne paa m it Bryst,
m ellem B lom ster i grønne Vaar,
m ellem egne Løv i den brune Høst.
M in stolte Top har jeg rejst,
og knejst
ud over den vide Natur,
som om slyn ger Træernes tætte Mur.
Nu s ta a r den d e r ikke m e re ,
og i »T ræernes tæ tte Mur«, h v o r nu
k un dens u h y re Stub v idn e r om V an
dalism en , e r d e r et aab en t Gab, som
skæm m e r Skovb ryne t.
Den, d e r lod den gam le Bøg hugge
om , vil m a a sk e fo rsv a re sin Gerning
ved a t henv ise til, a t dens S tamm e
v a r hul. Men h an vilde derved kun
o pn aa a t fæ lde sig selv dobbelt; th i
netop fo rd i S tamm en v a r h u l, v a r
N y tten ved a t hugge den om sa a re
ringe, B ræ ndse lsmæ ngdenube tyde lig
og N y ttevæ rd ien a ltsaa fo rsv indende
i Fo rho ld til de Skønh edsvæ rd ie r, d e r
gik tab t. Og d e rnæ s t: h v o r m ange h u
le T ræ e r h o ld e r sig ikke u an fæ g te t
p aa Roden gennem e n langA a rræ k k e ,
n a a r d e r b lot e r en frisk , levedygtig
Skal ud enom H u lheden . Og sa a livs
k ra ftig v a r netop denne gam le Bøg,
a t den endnu v a r et a f D y reh aven s
bedste O ld en træ e r — en Egenskab,
d e r yde rlige re bu rd e h av e sk a an e t
den i en Tid, da H en synene til E rnæ
ring svæ rd ie rne vejer tungt.
H ve rk en ø k o n o m i s k e ller æ s t e
t i s k lad e r dette D rab sig d e rfo r fo r
sv a r e—og det s a a m eget m ind re, som
adskillige K un stne re v a r g aae t i F o r
bøn fo r den gam le Bøgs Bevarelse,
og D y reh aven s Ven, G rosse re r Sig-
v a r tW e rn e r, gennem et k øb enh avn sk
D agb lad indstænd ig h av d e op fo rd re t
til a t sk aan e den — en Opfordring,
hvo rtil Redak tionen slu ttede sig. Det
sa a d e rfo r ud som en hov e rend e , ilde
anb rag t Pukken p a a egen Magtfuld
komm enh ed , a t Skov ride ren lod den
æ rvæ rd ig e Olding lade sit Liv alle-
redeD agen efter O pfordringens Frem -