262 / 312
26
o
Magt, at dens Borgere ville vide at give deres Med
borgere et følgeværdigt Eksempel.
Idet vi slutte os ved denne Erklæring til den af
Dem, vor Stads højtærede Repræsentanter, indgivne
allerunderdanigste Adresse, tro vi tillige, paa den mest
talende Maade at udtrykke vor patriotiske Paaskønnelse
af det Skridt, hvormed De værdigen, i Fædrenes Aand,
have efterkommet Øjeblikkets Krav til de Mænd, der
staa i Spidsen for Landets første Kommune.«
Blandt Underskriverne under dette Udtryk for selv
bevidst Borgeraand og Nationalfølelse overfor en vak
lende Regerings »Jeg vil — nej, jeg vil ikke« findes
1 ogsaa Adolf Trier.
Hvor Sønnen fortæller om sine tidligste Barndoms
erindringer, siger han dernæst: »Saa ser jeg en høj
Officersskikkelse med et barsk Aasyn gaa fra Daglig
stuen ind i Spisestuen ved Siden af og sætte sig ved
Bordet, paa hvilket de slebne eller støbte Glastallerken er
ligeledes dukke frem i Erindringens Halvmørke.
Det
var Olaf R y e , til hvem min Fader stod i Venskabs
forhold, og som vist ikke var i København efter Vinteren
1848—49. Det næste Minde knytter sig ogsaa til ham.
Jeg ser i Dagligstuen en Sommerdag, da der ikke læn
ger var Tæppe paa Gulvet, en ikke høj, noget bred
og sammentrykt Mandsskikkelse med temmelig uædle
Ansigtstræk staa i et Hjørne af Stuen med sit Lomme
tørklæde holdt op for Ansigtet — jeg fik et uvilkaar-
ligt Indtryk af, at han havde Næseblod.
Det var en
Bøssemager (Schmidt), med hvem Olaf Rye var i Kom
pagni om en Sømfabrik i Store Kongensgade, og som nu
2 grædende fortalte om hans Død i Slaget ved Fredericia.«
Borgerrepræsentationens A rkiv.
2) Julealbum 1897. Sp. 9.