256
Efter at han var død, levede hans Enke, S a r a
B i n g f. Meyer, der havde været ham en dygtig og
hjælpsom Kone, men noget vanskelig i Omgang, sine
sidste .Aar — hun blev 74 — paa Amagertorv hos sin
yngste Datter, som dengang var en lykkelig ung Kone
med 3 Børn, livsglad og hjertensgod, omgængelig som
faa, fuld af Pietet for sine Forældre og Respekt for sin
Mand, religiøs af Taknemmelighed, i Stand til at more
sig som et Barn og til kraftigt at harmes, virksom,
hvor hun kunde hjælpe, en Karakter, hvor Livet satte
hende paa Prøve, ikke smuk, navnlig allerede tidlig
svær og bred, men med et Par brune Øjne, om hvilke
selv den gnavne Billetkasserer ved det kgl. Teater, naar
hun hentede Billetter paa hans Kontor, sagde — lidt
næsvist i øvrigt — : »Nej, de Øjne kan jeg ikke mod-
staa.« Hos hende fandt Moderen i sin Svagelighed et
Hjem. »Min Mormor«, fortæller en af Dattersønnerne,
»døde, hvis jeg ikke tager fejl, i Februar 1848 — jeg
var dengang halvtredje Aar gammel — ; men jeg ser
endnu for mig ligesom Skyggen af en gammel Kone,
der laa i sin Seng langs Væggen i Stuen ved Siden
af mine Forældres Dagligstue. Jeg ser endnu i hen
des Værelse til venstre for den aabnede Fløjdør ind til
Dagligstuen hendes Lampe med sin gammeldags Kup
pel staa paa Bordet. Jeg ser den Jomfru, hun havde
til sin Pasning, — det var en Søster til Simon Schott-
lander, og nogle Aar efter fandtes hun druknet i Ka
nalen i Frederiksberg Have — sidde inde i Dagligstuen
paa en Stol til venstre for Døren, foroverbøjet, med
sin stærkt fremspringende Profil, og slaa Knips med
Tommelfingeren for at more de smaa Børnebørn, der
løb om paa Gulvet foran hende. Jeg ser i November
1848 min ældre Søster og mig selv en tidlig Morgen