254 / 312
252
skare paa Udfaldet.
Det blev 3 Maaneders simpelt
Fængsel. Folkemassen satte sig i Bevægelse. I fuld
stændig Orden og Ro gik den over Amagertorv til
Lehmanns Bolig paa Lille Købmagergade og bragte ham
et jublende Leve. Nogle Flundrede af de yngre gen
tog det udenfor Kongens Palais paa Amalienborg. I
den paafølgende Ugestid patruljerede Husarafdelinger
hver Nat gennem Gaderne, og Kanoner blev, efter
Sigende, kørt op paa Fæstningens Materialgaard. Men
»i en Menneskealder har intet Navn i Danmark med
Undtagelse af Frederik VII.s været i den Grad paa
Tusinders Læber og i Tusinders Hjerter, som Orla
Lehmanns var det i 1841 og 42,« siger hans Levnets-
skildrer. Forsamlingen i Nykøbing, for hvilken han
havde holdt sit Foredrag, sendte ham en Gulddaase,
smykket med et emailleret Landskab omgivet af 6 kost
bare Diamanter. Lehmann skrev til Svar: »En Daase
af pureste Guld med funklende Diamanter — det er
den Gave, som store Herrer pleje at give deres tro
Tjenere,
De have herved villet sige mig, at Folket
skal være min Herre, og at jeg skal være tro i dets
Tjeneste. Jeg har forstaaet det og skal erindre det.«
Men da han Dagen efter Domfældelsen begyndte Af
soningen af sin Straf, steg Begejstringen over alle
Bredder.
Kvinder havde smykket hans Fængsel med
Blomster, daglig sendtes der ham Vidnesbyrd om Med
borgeres Følelser for ham. Digte og Avisartikler skre-
ves til hans Ære — »han kunde ikke vige, blot falde
kunde han« — , hans Billede udhængtes og udstilledes
hos Boghandlere og Gibsere, i Handel og Vandel blev
hans Navn og hans Portræt som klingende Mønt
1 for de Varer, hvorpaa de var anbragt. Adolf Trier
*) C.E. F.Reinhardt: Orla Lehmann og hans Samtid. 1871. S. 70-77.