250 / 312
248
1
de sidste 8 Dage af Sygdommen gik han dagligen en
Tu r med en eller anden af sine nærmeste; Gangen var
især i de første Dage slæbende, ingen af de Genstande,
der mødte hans Øje, syntes at afficere ham, han hilsede
ikke de Venner, han mødte paa Vejen, og talede kun
saa meget som nødvendigt var for korteligen at besvare
de Spørgsmaal, hans Ledsager, ved gentagne Gange at
tale højt til ham, fik ham til at bemærke. Paa en Køre
tur til Frederiksberg, hvorhen jeg selv ledsagede ham,
ytrede han dog Frygt for, at jeg vilde køre ham ud til
Hospitalet. . . . Den 4de Maj 0111 Aftenen Kl. 1 1 indtraadte
pludseligt Krisis. Drengen begyndte heftigt at græde, og
denne Graad vedvarede uafbrudt i flere Timer. Endnu
samme Nat begyndte han at tale mere, og at spørge 0111
de nærmere Omstændigheder ved Sygdommen. Han
havde, da jeg den følgende Dag talede med ham, kun
en dunkel Erindring om, hvad der var foregaaet i de
3 Uger, han havde været syg, og kunde især ikke be
gribe, at vi allerede vare i Maj Maaned. Fra denne
Dag bedrede hans Tilstand sig dagligt, inden nogle Da
ges Forløb var han ganske restitueret, og i de paaføl
gende 4 Uger har han befundet sig fuldkomment vel,
er i denne Tid bleven konfirmeret, og har besørget sine
Forretninger (han er i Urtekræmmerlære) med den ham
egne Livlighed og Munterhed.« Lige indtil sin ældre
Alder led han dog periodisk af en Hovedpine, under
hvilken han en Dag eller to kunde ligge hen som en
livløs.
Faderen var en lemfældig og svagelig Mand, der
følte sig utryg overfor sine formentlig upaalidelige Om
givelser i Forretningen. Sønnen maatte, ung som han
var, være den, der passede paa, og følte Ansvaret tynge
paa sig. Han saa sin Fader vride sine Hænder i Nærings-