245 / 312
havde — i Modsætning til hvad vi nu til Dags ønsker —
den lange Arbejdstid, og de fleste bragte det til noget.
Men Tiden var en anden, de økonomiske Forhold var
bedre dengang, den lange Arbejdstid føltes ikke som
noget unaturligt, da andre Stænder ogsaa arbejdede længe,
og der var tillige ved Ungdommens Opdragelse noget,
der gjorde, at den mødte mere forberedt paa det prak
tiske Liv end nu. Skoleundervisningen var anderledes,
og selve Læretiden ‘gav Lejlighed til mere Udvikling.
Det, at Drengen, naar den var endt, skulde møde hos
Oldermanden og hans Bisiddere, vakte en vis Kappelyst
hos ham, tvang ham til at tænke mere end nu paa sin
Fremtid, ti uden et vist Maal af Kundskaber kunde han
jo ikke blive Svend og Mester. Jeg tror, det er en Fejl,
at der nu foregaar saa meget Arbejde udenfor Forret
ningen, som i gamle Dage blev udført i ledige Øje
blikke. Der blev klistret Poser, stødt Krydderier, malet
Kaffe, tilberedt Ekstrakt og Syltetøj, pillet Rosiner og
Kaffebønner. Ved Pakning af Tønder, f. Eks. Sukker
fade, skulde Bunden slaas til og Baand lægges om. Kaffe
brændingen varetoges af Drengen og Karlen, som Regel
for Resten i daarlige Rum, hvor Røgen slog ned, saa
Luften næppe var til at aande og Klæderne gennem-
trængtes af en næsten uudholdelig brændt Lugt. Mange
Urtekræmmere gav sig af rned Specialiteter: lavede Ra-
tafier, Solbærrom, Kirsebærbrændevin, Mjød eller Lak,
Soya, Carry o.
1
., eller Hvedestivelse og Kartoffelmel,
som for Guds Skyld maatte kaldes Kartoffelstivelse —
som Mel var det Melhandlernes Eneret at forhandle det,
ellers Mulkt! Der var mange saadanne Smaavirksom-
heder, der bragte Beskæftigelse baade til Principalen og
til Folkene. Og da Arbejdet sk u ld e være færdigt, lærte
man at tage Tiden i Agt. Der var ikke den Deling af
16*
243