244 / 312
242
ikke over dem. Det var nu engang saadan, saa maatte
det vel saa være og kunde ikke ændres, mente man.
Hvad der mangen Gang hjalp til at mildne Tingene,
var, at Principalen tit delte ens Vilkaar, især den ugifte,
og den gifte maatte ofte !ade sine Sønner gøre det.
En overordentlig streng Sparsommelighed fandtes mange
Steder. Det var noget, Tiden krævede. Der maatte
gives Agt paa de mindste Smaating; intet maatte gaa
til Spilde. Om to Brødre, der var i Kompagni med
hinanden, fortaltes der, at de ingen Medhjælp havde
og var enige om at arbejde alt hvad de orkede, og spare
hvad de kunde, for at blive i Stand til at trække sig
tilbage i en ikke alt for høj Alder, hvad der ogsaa lyk
kedes, de blev rige Folk. De havde kun ét Sæt Søn
dagsklæder, hed det sig, ti naar den ene skulde ud i
Forretninger eller at spasere, maatte den anden jo blive
hjemme. Om Morgenen bankede Vægteren paa Vindues
skodden hos dem. Saa sprang den ene ud af Sengen i
Sovekammeret ved Siden af og løb i bar Skjorte ud
for at tage Jærnbolten af Skodden, saa den kunde aab-
nes udvendig fra. Det gjorde saa Vægteren, og imid
lertid havde den. anden Broder faaet Bukserne paa og
kunde løbe udenfor og slaa Skodderne til Side, tænde
Lampen, hvis det var Vinter, og gøre andre nødven
dige Forberedelser til at aabne. Medens dette skete,
var den første bleven saa vidt paaklædt, at han kunde
lukke Døren op. Og saadan vekslede de, for at ingen
1 Tid skulde gaa tabt.«
Om de gode Sider ved den gammeldags Ordning
siger en yngre Købmand: »Den gamle Skole af Urte
kræmmere, som vi alle se op til endnu den Dag i Dag,
x) U trykte Medd. a f C hr. Strarup.