20 / 39
For nogle Aar siden indeholdt Dagspres
sen lange Artikler om den Udbytning, fattige
Mennesker var udsat for af Aagerkarle, der
belaante Folkeforsikringspolicer, som ikke
kunde belaanes i Selskabet, hvor Forsikrin
gen var tegnet. De forsikrede i Arbejdernes
Livsforsikring har aldrig behøvet at gaa den
Vej, naar de i en Nødssituation havde Brug
for at gøre en Forsikringspolice i Penge.
Saa snart en Police har Tilbagekøbsværdi,
kan den belaanes i Selskabet inden for Til
bagekøbsværdiens Beløb. Ogsaa paa dette
Omraade tør vi rose os af at have været fø
rende og eksempelgivende inden for Folkefor
sikringen.
Hvis man i det hele vil forsøge en Vurde
ring af, om Selskabet har opfyldt den Mission,
det mentes at have ved Starten, kan Svaret
herpaa kun blive bekræftende. Ganske vist
kunde den oprindelige Tanke om at arbejde
uden et fordyrende Agentsystem ikke gen
nemføres, men man har paa ethvert Tidspunkt
formaaet at drive Virksomheden under saa-
danne Forhold, at det er berettiget at sige, at
de forsikrede i Arbejdernes Livsforsikring har
faaet mere for deres Penge, end hvis de havde
anbragt dem i private Folkeforsikringssel
skaber. Selv nu i 1943, hvor vore Omkost
ninger til Inkassatorer ligger paa Linje med
de private Selskabers, kan vi sige, at man ikke
i noget Folkeforsikringsselskab kan opnaa
bedre Forsikringsvilkaar, taget som en Hel
hed, end i Arbejdernes Livsforsikring. Har
Tilslutningen til Selskabet ikke været saa
stærk som ønskeligt, tør vi altsaa rose os af,
at det ikke er foraarsaget af, at vi har budt
de forsikringssøgende for daarlige Vilkaar.
De uheldige Forhold, som i 1903 kunde paa
vises inden for den private Folkeforsikrings
virksomhed, er i Aarenes Løb blevet regulere
de i vid Udstrækning. Nu har Samfundets
økonomiske Udvikling imidlertid naaet et
Punkt, hvor det er berettiget at rejse Spørgs-
maalet, om en Koncentration af al dansk
Folkeforsikringsvirksomhed ikke er paa sin
Plads, men derom i et andet Afsnit af dette
Skrift.
Forretningsudvalget 1928.
Fra venstre:
]. J. Møller, Vald. Olsen, M. Hørdum
og
Fr. Andersen.
17