153 / 195
—
146
—
Ei frygte vi vor Vandels milde Dommer,
hver Dag, hver Nat vi hilse fro !
Den Fryd, som gik, den Fryd, som kommer,
han skabte, og bod nydea tro.
Kun kræver han som Fader-Lon,
at vi vil finde Jorden skidn.
Bekrands, min Ven , medRoserne din Tinding!
bestroe med Glæder dine Fied!
Hver skyldfrie Dag er dig en Vinding;
den skiuler, hvad du fordum leed.
Al Fryd, dig vinker, kom fra Gud;
glad folge du dens Venne-BudJ
G .
i ■
83.
. '
M el. Langt meer end G uld er D ruen værd.
Forsamles atter Ven med Ven
i blid harmonisk Kiæde!
vor Aften glide lystig hen
ved Dands, og Spdg, og Glæde l
fortabt er hvert et Oieblik,
som ubenyttet heden gik.