22 / 195
—
1
5 —
Villigst den gro er i Ungdoms Vaar,
hvo da forstaaer den at dyrke,
den ham i alle Livets Kaar
herlig vil qvæge, og styrke.
Hver trofast Ven
maa denne Rose hylde,
o, det er den
vi vore Glæder skylde.
Venskab den skionne Rose er,
den er vor Fryd og vor Lykke;
Evig den blomstre hlant os her,
engang vor Gravhoi den smykke!
R a h b e k
IO.
T i i Glæde Nordens raske Sbnner!
seer ! Evan vores lid belonnner,
op, synger, hver som synge kan!
Lad Daaren sig med Griller plage,
mon han kan Sorgerne forjage
vad Graad, og ved at at drikke Vand ?
Ch o r .
Nei dertil er han ei i Stand.