31 / 195
Derfor du Naturens Gaver nyde
medens din Himmel end er blaa:
medens dig Spög og Hånds kan fryde,
inden du maa ved Staven gaae,
Giennem Naturens bele Rige
skuer du Udspring, Flor, og Död,
Alt for en evig Lov maa vige,
Ingen med varig Kraft er föd,
Syng, og spög, og dands, og ilyt din Alder
alt som din Evne best formaaer!
Dækket saa let fon Scenen falder,
uventet Afskedstimen slaaer;
Alt jo indbyder os til Glæde,
syng med dit fulde Glas i Haand :
Hæld for vor muntre Vennekiæde!
Aldrig oplöse sig vort Baandj
F r a n k e n a u .
i5-
D e Mennesker vide saa lidt Lvad de vil,
den blinde Gudinde den beile de til,
En önsker sig rii’g, og en Anden sig stor,
mon Rigdom og Höihed liar aaadant et Bord?