86 / 195
79 ~
Vor Jord blev jo smykket til Levendes Lyst,
og dannet til Glæde al Skabningens Bryst;
hvo vilde da gaae mod Naturen i Strid,
og modlos bortklynke sin feireste Tid?
Nei Ven, naar du finder en Blomst paa din Vel,
da pluk den kun dristig, men misbrug den e i!
End Lunden jo aarlig udspringer saa skion,
end Engen biir blomsterklædt, yndig og grdn ;
end gives paa Jorden jo Uskyld og Dyd,
og trofaste Venner, som dele vor Fryd;
klink: Uskyld og Dyden ufristede gaae,
og usminket Venskab urokket bestaae!
For sidste Gang findes vi samlede her,
thi Lærken os varsler, at Vaaren er nær;
snart, Venner! omvexle vi vinterlig Sal
med lovrige Lunde og blomsterklædt D al:
Skaal derfor til Afskeed, for hver som sad hos,
og ynded’ vor Fryd, og ei svigede os!
F r a n k e n a u „