83 / 195
— 7 6 —
Hvor Tiden bar faldet de Stympere lang!
De Viser ei havde, de kiendte ei Sang;
med stirrende Gine om Flasken de sad;
hbit, om een imellem Ch r i s il«l is dem qvad.
Men var det at undre? Mamaerne jo
har sorte Uldlioser i Rugsvartes Sko,
og blaa Filtes Buxer til Loppernes Trdst:
alt nok for at iisne hver Arvesynds Lyst.
See derimod vores henrykkende Noer !
hvor pipper igienriem det spdgende Flor
hver Yndighed frem i Chariternes Dragt,
og fængsler vort Hierte med tryilende Magt. ’
Thi hylder hver lykkelig Yngling sin Glut,
ved lokkende Bæger! men er een saa mut,
at ikke han Deel i vor Munterhed taer,
saa sige vi; Lykke paa Reisen, min Faer*
Magisterne altsaa fortryde ei paa,
jeg troer vi Tranten langt bedre forstaae ;
thi Brodde!giv Glasset sit rundeste Maal,
og
Lommer
det ud paa Oplysningens Skaal!
T. C. B r u u n .