74 / 242
265
Mand. Men hvad han gjorde for Freund, gjorde han allerede
af den Grund con amore. Alt fra Rom skrev han jo i Sept.
1826: »Jeg kender intet Menneske, hvis Omgang var mig niere
lærerig end Freunds, og derfor ere vi ogsaa som oftest sam
men« (S. 107 i nærv. Bog), hvad vel ikke mindre blev Tilfæl
det, efter at Freund havde faaet Lejlighed til at vise ham en
Samaritan tjeneste, der vel sagtens reddede hans Liv (S. 118).
Men Freund var jo selv begyndt som Haandværker (Smedesvend
og Gravør), og det glemte han aldrig: »Kunsten skulde som
Blomsten paa Træet udspringe af Haandværkets kraftige
Stamme« (H. E. Freund S. 210), og han anvendte megen Tid
paa Antikstudiet for at »trænge ind i den Aand, der havde
vidst at berøre selv den fattigste Lampe eller Drikkeskaal af
Ler«; han kunde i halve Timer blive staaende foran den smukke
Vognstol i Vatikanet: »Kunde jeg bare eengang opfinde og ud
føre noget, der var godt i sit Slags som denne Stol, saa vilde
jeg sige, at jeg ikke havde levet forgæves« (S. 142). Men bag
ved laa der ogsaa mere. I et Brev til sin Broder skriver han
1821 (S. 73): »Den svundne Tid bar aabnet Naturens store Bog
for mig, at jeg kan læse den og se Menneskeslægten staa i den
som store herlige Chifre, skrevne med Guds Haand, og at tolke
denne Bog er mit Løsen«. »Han omfattede Mennesker med en
høj Grad af Kærlighed«, siger Sønnen (S. 206), og »han spurgte
aldrig om, hvad der var behageligst eller bekvemmest for ham,
men ene og alene om, hvad der sømmede sig for et Væsen, der
var skabt i Guds Billede og derfor bar Ansvaret for ikke at
besmitte dette Billede«. Hans Valgsprog var: »Man skal leve,
som om man skulde leve evig, og som om Døden ventede en
den næste Dag«. Naar hertil kom, at Freund og Dalhoff i Be
undring og Hengivenhed saa op til den samme Læremester,
»Nordens Fidias«, forstaar vi, at Dalhoff ikke alene gerne ar
bejdede sammen med Freund, hvor det galdt et egenligt Kunst
værk, men maaske endnu hellere, hvor det galdt dagligdags
Genstande, og han var fuldt enig med ham i, at »Genstandenes
Hovedformer, samtidig med at opfylde Hensigtsmæssighedens
Fordringer ved deres ejendommelige Behandling, skulde be
stemt tydeliggøre Genstandenes Funktion og tillige gøre det paa
Dalhoff.
18