DEN E NG E L S K E T I N F AB R I K
Et tillæg
A F E G I L S K A L L
Som det vil være bekendt fra årbog 1965, forsøgtes i midten af
det 18. århundrede oprettet en såkaldt tinfabrik. Det var menin
gen, at denne fabrik skulle være et forbillede for de københavnske
kandestøbere, hvis arbejde var blevet stærkt kritiseret. Til den ende
forudsattes udelukkende antaget indfødte lærlinge, der så efter
aflagt svendeprøve skulle gå ud og virke blandt folket. Det gik
dog på ingen måde således, idet foretagendets heldige udfald i
høj grad hæmmedes af den første privilegieindehavers, Johan
Christian Jonschs, død. En svend, Andreas Klosias, der i for
vejen var tilknyttet fabrikken, overtog denne, og drev den til sin
død i 1770. I 1765 havde han fået sit privilegium udvidet der
hen, at han måtte anvende de samme legeringer som kandestø
berne. I tiden efter 1770 drev enken, Margrethe Kirstine Achen,
foretagendet videre, og hendes bestræbelser for at sikre dets fort
satte eksistens i familiens eje affødte en voldsom strid mellem hende
og kandestøberlauget. Herved kastedes der lys over visse uopklare
de forhold ved tinfabrikken, og det er en af grundene til denne
artikels fremkomst.
Den 13. maj 1779 ansøgte Klosias’ enke Danske Kancelli om,
at det måtte tillades hendes mestersvend Benjamin Ephraim Reiss,
der havde drevet fabrikken efter hendes mands død, at indgå i
kompagni med hende og have rettighed til at ansætte svende og
drenge af landets børn.1 Det er bemærkelsesværdigt, at hun an
vendte det prætentiøse udtryk »fabrikken« og brugte vendingen
90