228 / 707
212
Carl C. Christensen
langstrakt, og som Regel kunde man hjæ lpe sig med
mindre omstændelige.
De forskellige Ejendomme i København var ganske
vist nummererede, men denne Nummerering havde ingen
videre praktisk Betydning for Publikum , thi de eneste,
der kendte Ejendommenes Numre, var Husejerne og
Autoriteterne; fremmede slet ikke.
Som bekendt er København inddelt i Kvarterer, og
inden for hvert af disse har Husene fortløbende Numre,
de saakaldte
Ma trikelnumre,
der begynder med No. 1
paa en bestemt Ejendom og derefter fortsætter Gade op
og Gade ned, indtil Kvarterets sidste Ejendom er naaet;
særskilte Numre for hver enkelt Gade kendtes ikke i
Fortiden.
I Københavns Stadsarkiv findes
Ki øbenhaf fns Matri-
cul af i . Apr il 1668,
men i denne er ingen Matrikul-
numre angivet; den afløstes af
Ki øbenha ffns Grund-
Taxt Matricul af 1687,s )
hvor hvert Kvarters E jen
domme er anført med No. To Aar senere kommer
Ole
Røme r s
endelige
Ki øbenl iafns og Christ ianshafns nye
grundt ax t af 30. Oct ober 1689,
4) som 77 Aar senere af
løstes af
Samue l Geddes
Matrikulering af 19. Marts 1756,
der var gældende, indtil den nuværende Matrikel i Hen
hold til Reskript til Københavns Magistrat af
6
. Marts
1807 traadte i Kraft.5)
Matrikuleringerne af 1689 og 1756 spillede i Virke
ligheden ingen praktisk Rolle for den store Alménhed,
thi denne benyttede dem slet ikke for dermed at til
kendegive en Ejendoms Beliggenhed. Efter 1689 benyt
tede man i Skøde- og Obligationsprotokoller med Pant i
faste Ejendomme som oftest den gamle Betegnelse: at
den bortskødede eller pantsatte Ejendom var beliggende
3) Stadsarkivet.
4) Stadsarkivet.
5) Saml. af Best. vedr. Kbhvns. Kommune 1607— 1839, ved Au
gust Nielsen. S. 101 & 326.