158 / 194
PROFESSOR HØYEN FORSVARER SIN PLAN.
149
lykkedes mig eller har jeg vilkaarlig tilsidesat bedre Arbeider eller foretrukket middelmaadigere, saa
lad mit Forslag kun falde, en Anden overtage da dette Værk; thi kunde jeg ogsaa gjøre noget Nyt,
jeg kunde dog ikke gjøre noget Bedre. Dette siger jeg naturligvis med Forbehold af enkelte For
andringer, som jeg under selve Ophængningen kunde finde mig foranlediget til at gjøre, navnligen
med et Par af Dørstykkerne og medBagvæggen i Forsamlingsværelset.
Men man ønsker, at jeg skal anbringe flere Malerier, da der er rundelig Plads til flere. Ja,
naar man betragter Væggene blot som Flader af et vist Kvadratindhold, naar man underordner
Hensynet til Maleriernes Qvalitet og Sammenstillingens Harmoni. Og desuden, om jeg vilde forandre
heele mit Udkast, om jeg vilde gaae ind paa, at faae saamange Malerier ophængte, som jeg paa
nogen Maade kunde beqvemme mig til, saa tvivler jeg alligevel meget om, at jeg skulde kunne
opnaae et saadant Antal, som jeg efter Udtrykket i Skrivelsen maa formode, at D’Hrr. Executorer
ønske. Derimod er jeg i Forveien vis paa, at det Maal, jeg hidindtil havde havt for Øie, vilde
aldeles blive forfeilet. Kjærnen af Samlingen vilde tabe sig i Massen af det Middelmaadige!
Var det en Samling af Mesterværker eller vare disse dog det overveiende Antal, saa vilde
det indre Kunstværd give Erstatning for det Overlæssede, Brogede i Sammenstillingen. Man vilde
beklage, at Rummet var saa utilstrækkeligt, men man vilde ligefuldt lade Samlingens Betydning
vederfares Ret. Men ikke engang om de 80 Nummere, som findes i mit Udkast, lader det sig paa-
staae, at de ere lutter — jeg vil ikke tale om Mesterværker, men blot fortrinlige Arbeider af de
Kunstnere, hvis Navne de bære. Og hvor faae af disse Navne venter der vel en større Udødelighed
end den, Kunstnerlexikonnet kan give. Skal til dette Antal føies blot det forholdsvis bedste af
den øvrige Samling — de 276 Stykker —, saa tør jeg med Bestemthed forudsige, at det Middel
maadige vil faae Evne til ret at falde i Øinene, til at blænde og trætte. Denne
Masse
har ikke
engang kunsthistorisk Betydning, den maa først blive gammel for at vinde en saadan, og den vil
kun erholde den paa Grund af sin Alderdom.
Jeg har alt berørt det Udtryk: „Thorvaldsens sidste Villie,“ som jeg antager at tale for
min Synsmaade. Da han levede, drømte jeg aldrig om at faae Noget at gjøre med hans Samlinger;
det faldt mig heller ikke ind, at spørge ham om hans Planer med deres Anordning.
Tilfældigvis
har jeg dog engang erfaret en flygtig Yttring af ham om Maleriernes Ophængning. Om han havde
kunnet realisere den, det veed jeg ikke, men det veed jeg, at den tydede hen paa en kunstnerisk
Sammenstilling, aldeles forskjellig fra det, som han var vant til i sine Omgivelser. Kan der over
hovedet tvivles om, at den Mand, som havde paatænkt, selv efter sin Død ved Kjøbet af danske
Kunstværker at ville reise et hæderligt Monument for dansk Kunst, at han skulde ønske i den
Bygning, som skyldes Landsmænds Tak og Beundring, at see
hæderlige
Kunstværker blandede med
Alt det, som øieblikkeligt Lune, personlige Forhold, tilfældige Omstændigheder havde samlet omkring
ham i hans daglige Værelser?
Naar jeg henviser til Kjælderen ikke allene som et Magasin, men tillige som et Sted for
Opstilling af Kunstværker og saaledes sluttende sig i Eet og Alt til den øvrige Bygning, saa er det
ikke et løst Ord, men en veloverveiet Tanke, som jeg udtaler. Allerede i 1845 har jeg til Flere af
de rette Vedkommende talt alvorligt herom, og hvad jeg dengang sagde er paa det fuldstændigste
gaaet i Opfyldelse. Musæet behøver slet ikke at undsee sig ved Kjælderen. Det er ikke Mængden,
som skal herned; det er Kunstnere, Kunstvenner, som i denne Afdeling undertiden kunne ønske at
søge Oplysning. En stor Deel af Kjælderen er meget godt belyst; en anden Deel er mørkere og