StormenPaaKøbenhavn

umueligt, at de udi Kiøbenhavn haver tænkt paa nogen

Krig eller Fejde, og at de kunde ikke andet end være

forskrækket, efterdi der var ingen Fetallie.« Thi en Part

af de Rigeste vidste sig ikke for deres Huus forsikret med

14 Dages Fetallie, at det var som et Mirakel at sige af, at

de torde tale om nogen Modværge, efter slig ringe Forraad,

ja er ald Verden til Forundring, at de af ringe, ja som

ingen Forraad havde, torde begynde Beleyringen, ja hvor

ledes de kunde holde det ud, nu saa nær to ganske Aar

omkring.

Saa kunde og aldrig Svensken ramme en belejligere Tiid

og sig meere til Fordeel, at belegge Kiøbenhavn. Nu vidste

han vi ventede Fetallie, Brænde-Veed, Skuder fra Island,

Ferrøe, Norrig, Jylland og andre Stæder, hvormed vi os til

Vinteren skulle forsyne. Dennem hindrede Svensken. Nu

stod Kornet paa Marken for vore Øyne, hvoraf vi hentede

god Nødtørft til 011 og Brød. Det skar Svensken os af, saa-

som hand vilde, vi skulle slet svelte til Døde. Men GUD

vilde det ikke saa. Og paa det vi fra Danzig eller andre

Steder skulle intet faae, lagde han sin stærke Svenske

Skibs-Flode her uden for Byen paa Strømmen, at hindre

os ald Tilførsel.

Men overalt da var det hannem det allerbeleyligste, og

som den fornemste Fordeel, at betage os med. Her var paa

den eene Side af Byen nogle nyeligen begyndte og ufor-

færdigede Volde og Graver, mangestæds tørre og mesten-

deel ikke Vand udi dennem over en Mands Knæ, mangen-

stæds ingen Bryst-Værk, og hvor der var Bryst-Værk,

var de ikke saa høye, som de skulle værge for Beenene,

ingen Batterier, ikke en Storm-Pæl, og ey heller Pallisater,

saa dersom GUD ikke sønderlig havde holdet Svensken til

bage, og hindret hannem hans Løb, Forsæt og Fart, maatte

hand ved den ene Side af Byen med alt sit Rytterie over

Volde og Graver riddet, og paa den anden Side med Sol

dater og Fodfolk lettelig have bestormet og opstiget den

første Nat eller Dag de ankom, og ikke troelig nogen skulle

knysted imod hannem, om hand saaledes vilde faret i en

Hast, og ikke for længe raadført og bespurt sig: Hvoraf det

122