kom hannem for Ørne, som et Middel GUD vilde bruge,
der skulle giøre hannem hans første Tog disputeerligt, at
han skulle have noget at ventilere og pynse paa, indtil
Gud fik foreenet alle Byens Indbyggeres Aande, og lade
saa den indtagne Skræk falde fra deres Hierter, og opret
tede dem til Mandelighed. Forfarenhed udviser det, at det
er saaledes med det Modgiængelige, som skeer hastigt, at
det giver Frygt og Skrækken, end og for dem, som have
nok Mod og Mands Hierte: Men naar man derudi lidet
bliver øvet, saa kommer man til at recolligere sig, og Frygt
og Skrækken sætter og sagter sig med Tiden. Saa gik det
med Kiøbenhavn.
Saadan hastig uformodende Indfald kunde ikke andet,
end have givet vel de stærkeste og mægtigste Skrækken:
Thi der man tænkte paa Mod-Værge, saae man ikke Volde
og Graver, ikke Batterier man kunde have nogen Sikker
hed inden fore, men var ligesom vores bare Legemer
skulle baade være Værn og Værge. Stykkerne man skulle
bruge paa Volden, laae endnu ureede i Tøy-Huuset, mange
foruden Lader og Hjul. Der vi skulle mod saadan en mæg
tig bevæbnet og udrusted Fiende giøre Modstand, skulle vi
paa en Tid baade værge os, og søge efter det vi skulle
værge os med, og tillige med en Haand bygge paa vores
Volde, og med en anden passe paa Fienden. Saa det er
ikke troeligt, man have hørt nogen Stad i ald Verden, der
torde med slig Tilredelse, Værn og Guarnison, mod saadan
en mægtig, klog og stærk Fiende anfange en Beleyring.
Om man end ti Gange havde ventet sig Succurs anden
Sted fra, som ikke kunde komme snart samme Tiid. Det
kunde alt have været giort med os, førend vi kunde faaet
Bud efter Succurs, havde Gud ikke af Naade afværget det.
Herpaa vil jeg alleene fremsætte tvende Beviiser paa
GUDs mærkeligs Gierninger, som jeg selv saae med mine
egne Øyne, og hørde med mine Øren af troværdige got
Folk, og end af Svenskens egen Mund: Som det er og
aabenbare af Breve fra Svensken til Sverrig, som af vores
Folk blev optagen. Der Svensken den 11. Augusti 1658
kom for Kiøbenhavn, havde de mange skiønne Heste, som
123