11 / 143
Blaagaard.
Her var jo skønt og frit engang,
en sjællandsk Solidyl,
hvor Slottet knejsed i sin Park
halvt gemt bag Lind og Hyld.
Her groed Græsset saftiggrønt,
og Roser stod i Flor,
højt løftede Guds Himmel sig
op over Bondejord.
Det Slot blev glemt. Men Navnet staar
som Levn fra fordums Aar,
og Parken blev til Mur og Sten,
som næppe Solstrejf faar.
Det hele blev en karrig Ørk,
et dystert Myrebo,
som myldrede med Storbyliv,
men aldrig kendte Ro.