95 / 143
var nok
en,
der hade snakket om, at Præsten skulde komme og
følge ham hjem, men ingen vidste, hvor han var blevet af.
Man kender ikke noget til Præstens Stemning paa Hjem
vejen, men det er jo forstaaeligt, hvis han har ærgret sig over
at være holdt for Nar. Han hade ikke mere end lige faaet sat
sig til sit afbrudte Arbejde, da Telefonen ringede igen.
— Hør, hvor bli’r du af, Præst? Du svigter mig vel ikkel
Jeg sidder stadigt og venter paa dig. Nu maa du komme 1
Det hjalp ikke, at Præsten fortalte, han var gaaet forgæves,
og at han nu vilde have Fred til sit Arbejde.
Blaagaards Plads i Halvfemserne med Anker Heegaards Fabrikker.
— Fred siger dul Hvad saa med mig, tror du, jeg har Fred.
Dette Ord greb Præsten. Der var ingen anden Udvej, han
maatte af Sted. Selvfølgelig hade Manden Retl
Han
hade ingen
Fred.
'Denne Gang gik han ikke forgæves. Han fandt Manden og
fik ham lodset hjem. Men da de kom til Gadedøren, vilde Man
den absolut, at Præsten skulde gaa først.
— Det er jo for Madammens Skyld, at du skulde med. Kan
du ikke forstaa det? Og saa maatte Præsten gaa foran. Efter et
kort Klemt paa Klokken blev Døren revet op, og en forslidt og
forgræmmet Kvinde stod i Aabningen.
— Naa, der kommer du, dit drukne Svin! Hun hade hævet
Armen, men standsede pludselig og gjorde nogle mærkelige Syn
kebevægelser. Der blev en underlig Stemning, som først fortog
sig, da Præstens Tale fjernede Klangen af de haarde Ord.
91