35 / 547
BEMÆRKNINGER OM BEBOELSES- OG BEFOLKNINGSFORHOLD I KJØBENHAVN OMKRING 1728.
27*
Det var altsaa ikke faa Enker, der optraadte som Husejere, en Ottendedel af alle de
private Husejere var Enker. Man vil lægge Mærke til den fremtrædende Rolle, Haandværker-
standen spiller blandt Husejerne. Af Husejerne i Haandværkersianden var 41 Svende og 7
Enker efter Haandværkssvende.
Hvor stor d en b r a n d l i d t e B e f o l k n i n g var, er det umuligt at vide. Mange
pakkede sig sammen i de skaanede Dele af Byen og findes da optagne i Mandtallet. Dette
gælder efter Mandtalsprotokollen alt i alt 8749 Mennesker; men adskillige løsere Existenser,
der slog deres Bolig op, hvor de kunde, paa Tomterne eller andetsteds, er sikkert ikke bievne
talte, og mange liave godvillig eller nødtvungent forladt Byen. Nogle Dage efter Branden
førtes saaledes paa offentlig Foranstaltning 436 fattige Familier paa Bønder vogne ud paa
Landet, saaledes til Husum, Emdrup, Utterslev og andre nærliggende Steder; 484 Almisselem
mer, der hørte hjemme i Provinserne, sendtes bort ad Søvejen, medens en Del fattige fra
Brøndstrædes Sjæleboder blev lagt ud paa Krigshospitalet, („Ladegaarden“). Samtidig søgte
man at afspærre Byen for Tilgang udefra; 13. Nov. 1728 bestemmes det, at ingen Fremmede
fra Provinserne eller Skaane maatte komme ind i Byen, med mindre de beviste at have et
vigtigt Ærinde.1)
Vidnesbyrd om, at Kjøbenhavns Indbyggerantal var i Aftagen efter Branden, haves
ogsaa adskillige Steder i Protokollen over Mandtallet, idet det oplyses, at de paagældende
agte at tage bort fra Byen. Det er næppe overdrevent at antage, at c. 3000 Mennesker blev
fjernede ved offentlig Foranstaltning, og at nogle tusinde godvillig have forladt Byen; regner
man blot et Indbyggerantal i de ødelagte Ejendomme af 10 i hver, faar man et Antal af
14—15000, men det er rimeligt, at Tallet har været endnu højere, maaske en Snes tusind;
Mandtallet har Rede paa 8—9000, medens Resten enten er flyttet bort eller har unddraget
sig Tællingen.
Et Spørgsmaal af meget stor Interesse er, hvilken Værdi Ejendommene i hine
Tider havde. Dette Spørgsmaal er allerede af den Grund vanskeligt nok, at Pengevæsenet
frembyder ikke saa faa Faldgruber for Forskningen. En hel Del af Prioriteterne angives i
Kronemønt, der bibeholdtes, efter at man i 1695 havde søgt at forlade Speciesmøntfoden og
gaa over til Courantfoden. Værdiforholdet sattes oprindelig saaledes, at en Krone regnedes for
4/3
Rigsdaler, et Forhold, der iøvrigt var sat for lavt, hvad der bevirkede, at Kronemønten for
trængtes af Omløbet. Oftest gik senere en halv Krone under Benævnelsen Krone eller Sietdaler
å 4 f , og skulde altsaa gælde lig
2/3
Courantdaler, medens den oprindelige Krone å
8
^ gik
under Navnet Dobbeltkrone. Gentagne Gange fastsatte Regeringen en Opgæld, som skulde
betales, naar Renterne af Prioriteterne blev erlagt i Courant i Stedet for i Kronemønt, men
denne Opgæld var jævnlig for lav. 23. Juni 1718 fastsættes Opgælden saaledes til 4 pCt., men
den virkelige Opgæld var vistnok dengang 12 pCt ; 17. Nov. 1722 fastsattes en Opgæld paa
10 pCt. ved Erlæggelse af Renter af Prioriteter i „pandtsatte Gaarde, Huuse og Eyendomme“,
uagtet det i samme Forordning hedder, at Opgælden da var mindst 11—12 pCt. Ved Mønt
reduktionen i 1726 forbedredes Courantmønten, og Følgen var, at Opgælden paa Kronemønt
formindskedes meget stærkt; efter Kjøbenhavns Kæmnerregnskaber var den i 1728 kun 3—4
pCt., i en Priskurant fra Oktober 1728 sættes den til 3 pCt. Senere steg Opgælden paany,
men i det Øjeblik, da Branden brød ud, var den altsaa forholdsvis lille, og dette forklarer, at
man i Datidens Opgørelse over de lidte Tab slet intet Hensyn tog til den, men uden videre
9 Carl Bruun: Kjøbenhavn, 2. Del, 1890, p. 610—11 og O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, 6.
Del, 1892, p. 485—86.
IV*