46 / 133
NYHAVN
Tjæ rede Bo lvæ rker, lossende Skuder,
Spegesildstøndernes ramsalte Duft,
Brogede Huse, hvis skinnende Ruder
Spejler den lysende V a a ra ften s Lu ft.
P ræget a f svundne Aarhundreders Stempel
H v ile r du, N yhavn , i Fortid s Id y l,
N ikke r til Kunstens ærværdige Tempel,
Sm iler til Sømandens gæstfri A sy l.
Havn for M a tro ser saavel som for Skibe,
B illigt Logi for den farende Gut.
Sømanden tænder sin stumpede Pibe,
N u skal den skære med P iger og Sprut.
Gæ ve M atro s, b lev du kvit med din Skipper,
Søgte du T rø st fo r den haarde D rava t.
Smed du din H y re p a a Bu ler og K ipper,
H e lt for din Tøs og din Skibskammerat.
B le v du lidt læns efter Landjordens G læder,
G ik du p a a Grund, saa din Skude blev læk,
Mødte du F a re r p a a G ad er og S træder
F le r end p aa Sejlerens slingrende Dæk.
B læ s p a a det hele og tag dig en H y re ,
Søen, den passer dog Sømanden bedst.
V is , du er M e ste r fo r Skuden at styre,
S ikkert og støt i den strygende B læ st.
Send saa med Blæsten din H ilsen til Byen ,
Byen , som svinder i Bølgernes Favn .
V ejen er aaben, saa il da med Skyen
B o rt med et muntert: F a rv e l København.
N yhavn , du ligger med Skuder og M a ste r
End som en stille og hyggelig K rog.
M id t i en Verden , som larmer og haster,
T a le r du M indernes dæmpede Sprog.
M en n aar en K astevind kruser din Flade,
Bæ re r den Bud fra det brusende H av,
H viske r om K y s fra den kaade N ajade ,
Lokker med Havhestens skummende T rav .
Og naa r en munter Harmonikas Toner
E lle r en C ithers vemodige K lang
B ringer en H ilsen fr a fremmede Zoner,
Stands da, o V and rer, din hastige Gang.
L y t til den Stemme, som møder din Længsel,
B a a re t p aa L an g fa rt a f Tonernes Strøm.
Her, i dit H jæ rtes prosaiske Fængsel,
B le v der dog P lad s til en Eventyrdrøm .