12 / 540
9
så li d t a f mødet, der gik med at snakke om børnenes sid e a f sagen, og den måde
at se tingene på, har præget meget a f hvad v i siden har g jort og s tå e t fo r .
Allerede på d ette møde var der en del a f Østerbrofolkene der ikke kom, og
på en undtagelse nær fa ld t resten fra hen igennem den række a f møder, v i havde
i løbet a f d e tte forår. Grunden stå r os ikke k la r t, men en fø lg e b le v , at det
område v i havde in te r e sse i at få in s titu tio n e r på, begrænsedes t i l Ydre Nørre
bro. I takt med at vores muligheder for at overkomme f le r e in stitu tio n sp la d se r
således indsnævredes, forøgedes vores ind sig t i hvor meget brug der var for
dem, og hvor svært det var for os at finde nogle sted er , der var velegnede t i l
at lave dem på.
Hen mod sommeren 1970 var v i kun 7 tilb a g e i gruppen. 3 par, der boede fo r
s k e llig e steder i det kvarter, der senere sku lle komme t i l a t hedde Røde Rose,
og 1 der boede nær ved, men på den anden side a f en postgraaise - på Østerbro.
Vi var d esillu sion e r ed e . Gennem de undersøgelser v i havde foretaget a f loven og
den måde den b liv e r adm inistreret på, samt a f vores muligheder for at skaffe
os og børnene et godt sted , var det b lev et tyd elig ere og tyd e lig ere for o s ,
h v ilk e t kæmpe arbejde det v i l l e b liv e for os at klare det i vores f r i t i d , som
kommunen skal if ø lg e loven, men som den endnu ikke v i l a f s ig s e lv . Samtidig
var det b lev e t k la r t, at s e lv om det sk u lle lykkes os a t få op rettet en vugge
stu e , var det hverken sandsyn ligt at børnene v i l l e kunne få plads i nogen a f
de andre in s titu tio n e r , efterhånden som de b lev ældre, e ll e r sandsyn ligt at v i
sku lle kunne skaffe dem kompensation, for nogle a f a l le de andre mangler, som
byen og vores kvarter var så r ig på, og som der tilsyneladende var så få po
li t i k e r e , der havde tænkt s ig , der sku lle gøres noget ved. Vi måtte enten op
g iv e , e ll e r finde nogen at a l lie r e os med.
§I_henvist_til_at_støtte_os_på_egne_kræ fter
Sensommerens d iskussioner gjorde det k lart for o s, at v i ikke kunne krybe
uden om. Der var ingen, der v i l l e gøre tingene for os. Hverken kommunen, de
p o litis k e p a r tie r , e ll e r andre organ isationer. Arbejdets omfang havde forskræk
ket os. Hvis ikke der var et par a f o s, der havde fundet på at a fsk rive e t par
båndoptagelser a f diskussionerne fra de s id s te møder inden sommeren, havde v i
nok ikke fundet sammen igen . De omdelte dem som oplæg t i l et møde om, hvad v i
sku lle s t i l l e op med det v i havde fundet ud a f igennem forårets undersøgelser
og d iskussioner. Det f ik os sammen. Møderne v i s t e , at det ikke var lig e g y ld ig
hed, men skrækken over arbejdets omfang og t v iv l t i l egen tilstræ kk eligh ed , der
havde holdt os tilb a g e . T illid en t i l at v i kunne overkomme arbejdet og burde gå
igang, kom med erkendelsen a f , at det eneste fornu ftige v i kunne foretage o s,
var at s tø tt e os t i l hinanden.
Vi_synes_vi_bør._Og_vili
Nu var det v i stod sammen om, ikke kun at v i manglede en vuggestue, men og
så om, at v i , som forældre, sku lle have ind flyd e lse på hvad der sku lle ske med
børnene der. Vuggestuen sku lle ikke være is o le r e t - nok i s ig se lv . Den sku lle
samarbejde med d is t r ik te t s sundhedsplejerske - med børnehaven, og gennem den
med skolen og fritidshjemmet, klubben osv. Det sku lle også være s lu t med det
h e lt tilfæ ld ig e i , hvor i byen ungerne sku lle i in s titu tio n - det sku lle være