Previous Page  143 / 188 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 143 / 188 Next Page
Page Background

I Ejendommen boede

Christian Ramus

1839—45. D e t er barn

C . H o strup om taler i sine E rindringer om A a re t 1837:

»D en af Exam inatoreme ved A rtium , som de fleste den G ang

var mest bange for paa G ru n d af hans ordknappe T ø rhed , var

den mathematiske P rofessor

Ramus.

D et paastodes, at han aldrig

hjalp nogen Stymper, men kunde sidde tavs og lade ham male

hele Siden fuld og saa, uden at røre en M ine, slaa en Streg der­

over med de O rd : »D e t er galt«. D e t hed sig, at han undertiden

begyndte med — uden a t væ rdige Exam inanden et B lik eller et

O rd — at skrive noget op og saa pege derpaa m ed Pennen og

sige: »Kan D e bevise m ig det?« og naar denne saa hverken vidste

u d eller ind og sad maalløs og stirrede paa Papiret, blev der en

endeløs Tavshed, medens Professoren sad som en Støtte og fø rst

efter en hel Evighed igjen med Pennen pegede p aa P ap iret og

u db rød : »Kan De bevise m ig det?« M od m ig viste Ramus sig

dog ganske anderledes. H an spurgte mig, hvorledes m an kunde

forvisse sig om, at et bestem t Primtal, som han nævnede, men

som jeg ikke nu kan huske, kunde gaa op i et større T al, uden

a t man ud førte Divisionen, og da jeg med Sandhed kunde svare,

at der ikke stod noget derom i den Bog, jeg havde læst, m aa dette

Prim tal vel have væ ret 7 eller 13. Saa begynd te han at vise mig,

ad hvilken Vej en Regel derfor lod sig finde, og da han ved et

P ar Spørgsmaal havde forvisset sig om, at jeg havde fu lg t og for-

staaet ham, gav han m ig to Lauder i M athem atik, sk jø n d t han

selv havde fø rt O rd e t hele T iden, og jeg havde sag t meget lidt.«

H o strup fortæ ller videre, at saa mange T in g skiftede Skikkelse

i den Periode og nævner nogle Eksempler:

»I Skolen havde vi altid skrevet med Gaasefjer. Enhver D reng

havde selv sin Pennekniv, hvormed han skar de Penne, han

brugte. I de øverste Klasser, hvor vi ikke mere havde Skjønskriv-

nhig, gik det naturligvis ikke saa o rdentligt dermed som fø r; vi

1 4 0