149 / 188
F ru W e rliin en ko rt T id , før hun h o ld t B ryllup m ed C h r. W in
ther. D igteren var hendes stadige Gæ st her. H v e r eneste M orgen
sendte han hende Blomster, som skulde tolke hans store Kæ rlig
hed. H an sagde jo, at han blev aldeles tavs, saasnart hans B lik
sænkede sig i hendes Ynde. E t af D igtene »T il Een« er netop fra
den Periode, og det lyder saaledes:
»Jeg elsker dig! — og aldrig rolig
M in Tanke sværmer om dit Fjed;
Og H jertet sprænge vil sin Bolig,
Vil ud — vil ud og sværme med.
Som i en Drøm, som i en Ruus
Jeg følger selv mit H jertes Vildhed,
Og vaagner tidt i Nattens Stilhed
Med Blikket paa dit mørke Huus.
En Flor af Elskovstanker søde
D a spirer op og myldrer frem ;
De klinge, bæve, dufte, gløde, —
Men ak! du aldrig aner dem;
Thi, naar jeg seer dig, og min A and
Sig i din Ynde dybt tør sænke,
Da er min Tanke lagt i Lænke,
Og Læben — hviler paa din Haand.
Saa tag da Blomsterne, jeg sender,
Og lad dem være mine Bud;
M in Tanke kysser dine Hænder
M ed Tak, du Elskede I til Gud.
H vad ei mit Ord, hvad ingen Klang,
Men kun et Blik dig tolke kunde,
Skal dig de tause Blomstermunde
Forkynde — duftende en Sang!«
1 4 6