154 / 188
B rand rø r k ryd sede hverandre og susede ned paa alle Sider. Alle
var i den frygteligste A n g st og Forvirring. H uset, hvori vi boede
var ind re tte t til lu tter smaa Familier, og alene i Baghuset var
sexten. D e ilede alle ned ad T rapperne og tyede sammen i Gangen
un d e r Jam ren, G ra ad og høje Klageskrig. D e m est kom iske Sce
ner afvexlede m ed de sørgeligste. — Længere ud paa A ftenen
fa ld t et sto rt S tykke af en i Luften springende Bombe ned i Gaar-
den og knuste et lille Skur, hvori Væ rten havde et Svin staaende.
Svinet satte fo rsk ræ kke t over Ruinerne, foer u d igennem M el
lemdøren til G aden og rend te ad F ruekirke til. M id t under den
frygtelige Bomberegn, som netop der faldt allerstærkest, løb Væ r
ten og hans Pige efter Svinet, fangede det, tog hver fat i et Øre
paa det, førte det tilbage i T rium f, slæbte det op ad T rappen til
første Sal og arresterede det der i Køkkenet til en aabentstaaen-
de Lejlighed, som Beboerne allerede var løbet fra. D e fleste af
Mæ ndene i H u se t var paa V ag t ved Sprøjterne eller, som min
Fader, hos deres A rbe jd sherre r; den tæ t sammenpakkede For
sam ling i Gangen bestod derfor næsten ganske af Fruentimmere
og Børn. Een jam rede fo r sin M and , en A nden græd for sin Fa
der; nogle søgte at finde paa M id ler til at sætte sig i S ikkerhed
imod Bomberne; A nd re tæ nk te paa at redde deres Ejendom ;
nogle omfavnede og kyssede hverandre, A nd re bandede Engelsk-
mændene, og atter A nd re raabte fortvivlede, at den sidste Time
var komm en: A lle hvinede de af og til imellem hverandre, naar
de troede at høre en Bombe slaa ned, og anraabte G u d om Frelse
fra denne uden O phø r flammende og bu ld rende Ødelæggelse,
som Ingen saa Vej til at slippe u d af. Døren til Bagstuen, der var
ligeoverfor den, hvori vi boede, stod aaben paa vid Væg; efter-
haanden tyede Koner og Børn fra Gangen ind til »Tømmer
svendskonen«, saa at hendes lille Stue og Køkkenet snart blev
p rop fu lde af Jam rende, som søgte at mane Bomberne bort ved
1 5 1