153 / 188
Over Tavlen er ligesom ophængt en Laurbæ rguirlande af Stuk.
Thomas Ovevskou
fortæ ller i sine E rindringer, at han og hans
Foræ ldre flyttede herind i S tudiestræde N r. 8 i A p ril M aaned
1806. Bagstuen tilhøjre m ed Halvandetfagsvindue udg jo rde til
ligemed et lillebitte K økken Lejligheden; der var tre Børn, og
Thom as var dengang otte A ar. N u fortæ ller han videre om K rigs
tiden, der næ rm er sig og siger: »Enkelte Bomber var af og til
blevet kastet ind i Byen, men da de sprang i Luften, fryg tede man
dem ikke meget, og overalt raabte man, at de engelske Bomber
duede ikke. M en endelig kom A ftenen den 2. September. I et
P ar Dage havde, G u d ved hvo rfra og hvorledes, det Rygte u d
b red t sig, at denne A ften var bestem t til Bombardem entets Be
gyndelse. F rygten var ikke endnu betydelig større, men de Fleste
følte dog et Slags bange Anelse, en Benauelse ved T ank en om,
at der nærmede sig et O nde, hvorom man ikke havde noget k lart
Begreb. D e t begyndte efter en smuk Sommerdag at skum re. Jeg,
min Søster og nogle andre Børn sad ude m id t i G aarden og legede
P ræ sten p aa P rædikestolen; ved Posten stod en M a n d og en
Kone, der v red vasket T ø j; Væ rtens Pige løb og gennede en lille
H u n d ind, og en Soldat var ifæ rd med at pumpe sit Gevæ rløb
rent. A lt var den dybeste, hyggeligste Sommeraftensfred. P lud se
lig hørtes et P ar svære Skud. »N u begynder de!« raabte A lle;
men da man ikke saa Følger af Skuddene, blev de Gam le roligt
ved deres G erning ; kun vi Børn gik efter m in M oders Befaling
in d i Gangen. Næ ppe var vi im idlertid komm et vel derind førend
en Bombe styrtede ned i Forhuset, rev et Fag V indu e r ind til
G aarden med sig, fald t ned ikke langt fra Folkene ved Posten og
sprang i mange S tykker, som tillige med B rostenene dansede om
dem. D e tog F lugten og en alm indelig Forfæ rdelse udb red te sig,
th i nu blev den skrækkelige Sky den uophørlig; de lysende Bom
ber fløj i deres stødvise Fart hvislende igennem Luften, blussende
1 5 0