63 / 188
om at ernære en Familie; dog turde jeg endnu ikke tænke paa at
adressere mig til Nogen, saalænge anden Prioritet i mit Hus ej
var betalt. Men hvor godt det end gik mig, begyndte jeg dog at
savne Noget. Naar jeg ikke var i Selskab, blev jeg hypokondrisk
og surseende, min Broder, som mærkede det, gjorde sig Umage
for at hæmme det; de fleste Aftener var han ude, men naar han
var hjemme, spillede han gjerne Skak med mig, og saa bad han
oftere Venner til sig paa en Ret varm M ad .----------- Min Broder
mindede mig om, at jeg burde opsøge mig en Kone. — — —
Skærtorsdag 1777 gik jeg over Gaden til min Gjenbo Arkivarius
Horn i Rentekammeret og sagde ham, hvem jeg var. Han kjendte
mig ikke, men jeg fortalte ham, at mine Omstændigheder vare
saaledes, at jeg kunde forsørge en Kone, hvilken jeg nu ønskede
mig, men helst fra hans Hus. Dette fandt Manden ganske for
underligt og forsikrede mig, at han dertil maatte give mig et be
stemt Nej, da han stedse havde været bange for Handelsstanden,
og da han kun havde den eneste Datter, var han saa meget mere
forpligtet til at se paa hendes Vel, — skulde der ellers være no
gen Ting han kunde tjene mig i, vilde han med Fornøjelse gjøre
d e t .----------- Næste Aften, ved den Tid, jeg plejede at komme
hjem, traf jeg hende alene og beklagede mig over, at mit Ærinde
til hendes Fader havde faaet saa slemt et Udfald, men hun var
af den Formening, at jeg skulde komme en Gang endnu; hun
vilde imidlertid lægge sin Skilling i Lauget. Hendes Fader, sagde
hun, var hjemme anden Paaskedag under Aftensang. Jeg adlød
hendes Ord, og Kl.
2 1/2
slet kom jeg; den skjælmske Tøs luk
kede mig selv op og lo mig ud, fordi jeg var noget forknyt, imid
lertid skød jeg Hjertet op i Livet, gik ind og fik baade Papa og
Mama i Tale. Efter vel udrettet Ærinde, til hvilket jeg føjede en
Bøn, om mit Bryllup maatte ske til førstkommende Michaéli,
sagde Manden: »Ja, De har en dygtig Talsmand i Fie. Hendes
6 2