136 / 183
DEN NY ÆRA OG CENTRALISATIONEN
Organisations-Budget, dels lovmæssigt og dels gennem
frivillig Beskatning, er saa stærkt belastet, som deres
for en stor Del lave Lønninger taaler. Og jeg er tilbøje
lig til at tro, at vore Provinskolleger, selv efter den
nylig ved forenede Kræfter gennemførte Lønbevægelse,
ikke er bievne saa gunstigt stillede i økonomisk Hen
seende, at de uden Betænkning vil stemme for den be
tydelige Kontingentforhøjelse, som det ny System an
tagelig vil medføre. Den almindelige Mening lios os, og
vistnok ogsaa i vore Broderforeninger, er den, at man,
før man kan forsvare at forøge Medlemmernes Yde
pligt, maa skaffe dem højere Løn, hvilket man jo under
de nuværende Forhold, og selv om den gældende Tarifs
Gvldighedsfrist var udløben, næppe vilde være i Stand
til. Der vil maaske blive anført, at i Udlandet er Kon
tingentet paa sine Steder langt højere end hos os, men
saa er Minimallønnen ogsaa paa saadanne Steder, f.Eks.
i Tyskland, langt højere end her.
Der er ikke nogen Tvivl hos mig om, at Udviklingen
vil føre nærmere henimod Sammenslutning, men Spørgs-
maalet er, om nærværende Tid netop er den bedst egnede
til en saadan. Til Trods for, at jeg har megen Sympati
for den udadtil iværksatte Centralisation, f. Eks. det
skandinaviske og internationale Forbund, saa tror jeg,
at Erfaringen med Hensyn til disse har lært os at gaa
varsomt tilværks, saafremt vi vil videre frem ad den
betraadte Bane, idet disses Bealisation jo dog ikke har
svaret til de Forventninger, man i sin Tid nærede til
dem. Det vil derfor vistnok være heldigst, at man ikke
slaar for store Brød op, og først og fremmest maa det
jo dog fra Forslagsstillernes Side, ikke blot kalkulato
risk, men tydeligt og klart bevises, at Reformerne vir
kelig egner sig til Gennemførelse, uden at der stilles
yderligere Krav til Kollegernes Ydeævne. Saafremt et
saadant Bevis kan leveres, tænker jeg mig Muligheden
af, at vor Forening kunde gaa med til en Gensidigheds-
ordning med Hensyn til Arbejdsløshedshjælpen, f. Eks.
119