42 / 168
40
ningen skarp og knejsende, Tagfladerne anselige og høje! Følger
man Hustypen op gennem Aarhund redet vil man imidlertid se
disse Linjer lidt efter lidt afslappes og tabe i Dristighed, indtil
endelig Nyklassicismen næsten berøvede Bygningen dens stolte
Krone.
Paa de smalle Grunde havde den gamle Gavlkvist dog i 18.
Aarh. faaet en farlig Medbejler til Københavnernes Gun st i
den saakaldte
»Spids«
eller
»Front«,
en Gavltrekant, som løb
tcde sig over Facaden i hele dens Bredde, snart kraftigt skudt i
Vejret, snart lavere som en tresidet Fronton. Fra Gaden tager
denne maleriske Afslutning sig ofte fuldstændigt ud som en
Gavl af den gamle Slags, men i Virkeligheden staar man her
overfor en Nydannelse, en ret ejendommelig Formation, halvt
Gavl, halvt Kvist, som synes at have været noget særegent for
København. I de no rdtyske Stæder holdtes det ægte Gavlhus
stadig i Ære, men i København brød man pludselig helt med
det; thi selv om man vedblev at rejse en monumental Gavl
over Fapaden, var og blev den kun en Slags Kulisse.
Dens Saddeltag løber nemlig ikke helt igennem, men er —
som et Kvisttag — føjet vinkelret ind i Bygningens egentlige
Tåg, der paa almindelig Maade ligger med sin Rygning parallelt
med Gaden og kun er trukket et Stykke tilbage, saa den »for?
lorne« Gavl ret kan gøre Parade. Oppe fra afslører »Gavl*
fronternes sande Karakter sig straks, men set nede fra Gaden
virker den meget illuderende.
Denne mærkelige Mellemform, som man ogsaa kan finde
enkelte Steder, f. Eks. i Antwerpen, slog i ganske særlig G rad
an i København, skønt man var klar over, at denne »Bygs
ningssFagon« gjorde Taget u tæ t og kostede lige saa meget som
en fuld Etage.9)
Paa Gavlfrontens Saddeltag rider som Regel et Par simple
Smaakviste, en paa hver Side, formet af 2 Stolper om et Vindue
eller en Lem og dækket af en Flig af Taget, der løfter sig ud
over den. Lav og trykket, ligesom knuget under Tagets Vægt,
ligner slig en lille Lugekvist, der for det meste hænger lavt nede
paa Tagskraaningen, et Dy r med lammet Bagkrop, som stritte r
imod med Forbenene for ikke at skride ud over Dybet, og i