164 / 174
Aaret
1946
bragte paa mange Maader Vanskeligheder for Maler
faget og paa helt andre Omraader, end man havde ventet. Det viste sig,
at Verden var kommet saadan af Lave, at Tilførslerne af udenlandske
Raaprodukter, ja selv færdige Materialer til vort Haandværk, saa at
sige svigtede, og var der endelig Muligheder for Tilførsler, ja saa stødte
der valutamæssige Hensyn til, der helt standsede Varens Indførsel. Gang
paa Gang forbausedes man over de Valutabestemmendes A fvisn ing af
Materialer til Malerhaandværket trods Henvendelser fra Fabrikanter,
Malerlaug og Malerforbund. Oldermanden og N. P. Nielsen havde store,
men desværre forgæves Besværligheder.
Omtrent lige saa galt var det med Arbejdskraften. Store Dele af de
unge Haandværkere kom til at gøre Militærtjeneste eller andet offentligt
Hverv. Landet havde mange udenlandske F lygtninge og politiske Fanger,
og overalt skulde der bruges unge, kraftige Vagtmænd, og da Haand-
værkssvendene jo hører til den sundeste Del af Befolkningen, saa blev
det dem.
Dertil kom, at Fødselsoverskudet for en Snes Aar siden var meget
lavt, saa man manglede ligefrem den Ungdom, der skulde fylde op i
Rækken for dem, der gik væk. Endelig var der en Pengeoverflod, saa
Sansen og Lysten til at bruge Malerne var stor.
Med Stolthed konstaterede Malerforbundet i hvert Nummer af dets
Medlemsblad en Arbejdsløshedsprocent paa o.
Naar Malerne alligevel kom igennem Sommeren, ja saa var Aarsagen
den, at de havde lært at klare sig igennem Krigsaarene, men undgaas
kunde det ikke, at Fortyndingsolier og Tran kom længere i Forgrunden,
end de fortjente, naar der er Tale om Malerhaandværk, og mange Ønsker
gik til Oliekongen — det Øgenavn, vor trofaste Hjælper gennem alle
Malerkvaler, Laugets Bisidder N. P. Nielsen, havde faaet.
Der var meget Arbejde overalt, og navnlig hvor Tyskerne havde
huseret, thi Forholdene var jo saadan, at selv gjorde de ikke rent, og
1 9 4 6
1 5 1