201 / 205
A N M E L D E L S E R
sig noget fra de mange tusinde sider taler på rådhuset, var steget op på et
højt punkt og havde set på det politiske mylder sådan lidt fra oven.
Dette fører direkte over i den anden svaghed, den, at fremstillingen i no
gen grad har fået en stillestående karakter ikke mindst på grund af de tal
rige indirekte referater af taler og ordvekslinger. E t enkelt direkte citat nu
og da kan virke meget oplivende på en beskrivelse, men mange indirekte
gengivelser virker tyngende mere end oplysende.
Kristian Hvidt.
Bo Bramsen: Ludvig Bramsen, Forsikringsnestor og Socialpolitiker. Nyt Nor
disk Forlag. 1968. 224 s. ill.
Om sin fader, gehejmeetatsråd Ludvig Bramsen (1847—19 x4), forsikrings
mand og socialpolitiker, har Bo Bramsen skrevet en højst læseværdig, alsidig
og ganske usentimental bog, der danner en naturlig fortsættelse af samme
forfatters bog om bedstefaderen Luis Bramsen (1964) anmeldt i denne årbog
1964. Begge bøger er bekostet af forsikringsselskabet Nye Danske af 1864,
hvis direktører de to mænd var i tilsammen 88 år.
»Jeg håber med tiden at blive en god patriot og nyttig for samfundet«,
skriver Ludvig Bramsen som 1 7-årig gymnasiast. Og dette livsmål nåede han
til fulde. Som forsikringsmand følte han et stort ansvar over for samfundet,
der ikke kunne sættes til side for profithensyn, en opfattelse, der ikke deltes
af hans fader, med hvem han i mange år havde et byrdefuldt samarbejde.
Hans opfattelse af forsikringsvæsenet bragte ham i berøring med socialfor
sikring. Som 41-årig direktør vandt han, der blot var cand. phil., Universi
tetets guldmedalje for en opgave om arbejderforsorg.
Hans sociale interesse bragte ham i berøring med politik, og for Bramsen
kunne det kun blive inden for Højre, hvis ledende socialpolitiker han blev
gennem mange år. 1892 valgtes han i Ålborg til Folketinget som »uafhængig,
frisindet højremand«, og da Hørring i 1899 rekonstruerede sit ministerium,
blev Bramsen indenrigsminister, hvilken portefølje han bevarede også under
Sehested indtil Systemskiftet. Disse to sidste højreministerier er vel de svage
ste, man har set, og megen påskønnelse høstede han ikke ved sin minister
gerning, hvorimod hans arbejde med de sociale love fortsattes med en sådan
dygtighed, at han vandt respekt selv i Socialdemokratiet (det værste, han
vidste), og så sent som i 40’rne har Steincke bekendt sin gæld til Bramsens
arbejder.
2 0 1