Stedet sin Ynde. Og saa de mange, hyggelige Haver! — Væ rfts
chefens Køkkenhave stødte op til Botanisk Have, som jo op- i
rindelig var anlagt paa Gammelholmskvarterets Grund. Baade |
Mastemagermesteren og Baadebygmesteren havde deres nydelige
Smaahaver, — og Altsammen laa det dog um iddelbart op imod
Byens mest befærdede Strøg, ja, saa at sige i Byens M idtpunkt!
Men — Fraflytningen m a a t t e ske! „Orlogsværfternes Sam
mendragning paa Nyholm“ blev den 15. April 1858 bestem t ved
en Lov, hvis § 4 var saalydende : „E fterhaanden som Anlæget af
tilsvarende Værksteder osv. paa Nyholm tillader det, bliver Gam
melholms Grund med de derpaa værende Bygninger at afhænde.“
Naar man nu foretager sig en Vandring i den Stenørken, der
bæ rer Navn af Gammelholmskvarteret, inaa, man spørge sig selv,
hvorfor denne Bydel er bleven saa trøstesløs kedelig, saa banal,
da den dog k u n d e være bleven en af vore skønneste! Tænk,
hvor dog de gamle, idylliske Smaahaver selv bød sig frem til
Anvendelse !
^
En Beskrivelse, som den vi her har givet af Gammelholms
kv arterets Fortid, vilde i V irkeligheden efter vor Formening ikke
være udtømmende, saafrem t vi ikke, om end blot i Korthed, om
ta lte den Ildsvaade, som i Juni 1795 hærgede Byen, og som havde
sit Udspring paa Holmen, hvorefter den huserede i K varteret om
redskaberne var i Uorden, og a t der var Vandmangel — trods
den omgivende Kanal!
Desuden gav de store Ophobninger af letantæ ndelige V arer —
f. Ex. 1100 Favne Brænde og 2000 Læster Stenkul — Flammerne
en velkommen Næring. Og det var en Umulighed at kvæle Ilden
i sin Fødsel, idet allerede en stor Del af Holmens Arbejdere
havde endt deres Dagværk og var gaaet hjem, hvoraf Følgen var
den, at det borgerlige Brandkorps, der var ganske ubekendt med
Lokaliteterne, m aatte tage det første Stød af.
Endnu en uheldig Omstændighed var det, a t der fra Begyndel
sen viste sig Uenighed — rimeligvis opstaaet af Skinsyge —
mellem Søofficererne og B randkorpsets Ledere. Det blev paa-
staaet at Officererne viste sig opsætsige mod Brandmajorens Be
falinger.
Det blev af forskellige Grunde Holmens Chef, Kommandør
K j e r u l f f , som m aatte overtage den øverste Befaling.
Skurene og deres brandfarlige Indhold bliver h u rtig t Luernes
Rov, Skure og P lankevæ rker antændes, og m idt i Efterm iddagens
Solskin rejser der sig en „himmelhøj Ildkolonne“ — det er de
mægtige B rændestabler der fænger — og en tyk, kvælende Røg
føres af den stæ rke Vind, blandet med Gnister, ind over Nikolaj-
K v a rte ret!
H arsdorffs Tegning til „P eschiers Gaard“, 2 Stokvæ rk, opført 1795 ved H olm ens Kanal.
kring Nikolaj Kirke, derefter i K varteret mellem V imm elskaftet
og Gammelstrand for endelig at bringe Ødelæggelse i Egnen om
kring Farvergade og Lavendelstræde, Raadhusstræde og over selve
Raadhuset.
lldsvaaden falder, som vi ser, i fire Afsnit, og Holmens Branden
er det første.
Det var i det ovennævnte Aar, ved 3-Tiden om E fterm iddagen
den 5. Juni, a t Ilden udbrød i den saakaldte Dellehave, som vi i
e t tidligere Hefte har nævnet, en Plads, omgiven af nytjæ rede
Skure og Plankevæ rker, hvor store Brændselsforraad var opho-
bede, men hvor kun faa Mennesker færdedes.
Hvorledes var Ilden opstaaet? Ingen kunde give et fyldest
gørende Svar. Rygtet fortalte, — og den Spænding, hvormed
Sindene var ladet under de samtidige store Begivenheder i Ud
landet, gav Rygtet Næring — a t Ulykken var paasat af Forbry
dere. Men de Forhør, der strax efter Branden blev optaget af
Søkrigsprokurøren ved den kombinerede Ret, gav intetsomhelst
Holdepunkt for denne Paastand. Rimeligvis skyldtes Ilden enten
U forsigtighed fra Holmens Folks egen Side eller maaske Selv
antændelse i de store Kulforraad.
Flere uheldige Omstændigheder gjorde i en F art Størstedelen
baade af Forraadene og Bygningerne paa Holmen til Flammer
nes Bytte.
I al Ulykken var der kun én Trøst, nemlig a t en stæ rk Syd-
østvind reddede Danmarks Flaade fra den sikkre Undergang.
Navnlig viste det sig af skæbnesvanger Betydning, at Sluknings-
Det gælder nu, efter at Dellehaven og dens Forraad er gaaet
tabt, at hindre Ilden i at naa til „Magasinet“, den lange Byg
ning ved Kanalen, som vi ovenfor har om talt, og som ved en
to-Etages Pavillon, den senere S tudenterforening -— ligeledes
nævnt i vor foregaaende Beskrivelse — er delt i to Dele.
Det lykkes a t redde Smedien med „Ildmachinen“, men saa
heldig var man ikke med Hensyn til Magasinet. U agtet Folke-
manglen efterhaanden er bleven afhjulpen, ligesom den skæbne
svangre Mangel paa Vand, reddes kun Halvdelen af Magasinet
tilligemed Arkivet i Pavillonens første Stokværk. Det er haab-
løst at forsøge paa a t bringe Magasinets Varer bort. Flaaderne
og Baadene i Kanalen kan hverken komme frem eller tilbage.
De omspændes tillige af Gnister og Kanalen omdannes til en
formelig „Ildsøe“. Størstedelen af Holmen hærges af Flammerne,
og det vedbliver at brænde til Kl. 11 om Aftenen — altsaa 7
hele Timer itræk ! — Adm iralitetsbygningen fortabes, hvorimod
det lykkes at redde Holmens Kirke.
Og da „Magasinet“, som vi h a re rfa re t, dog delvis blev skaanet,
lykkedes det ogsaa at afværge den øjensynlige Fare, som truede
Komediehuset. Det hed sig tillige, a t Frygten for a t T heatret
skulde gaa tabt, havde bevæget „Acteur Knudsen“, den bekendte,
udmærkede Skuespiller, til ikke blot selv med Iver at deltage i
Redningsarbejdet, men til af sin egen Lomme — og Acteurerne
i hine Tider har neppe væ ret stæ rkt b eslaaed e! — a t udbetale
10 Rigsdaler til hver Mand, der havde Arbejde ved de to Sprøjter,
der specielt var sat til a t værge T heatret!
4