134 / 420
130
H j e r r ^ a - d . p a a n y .
Rigsdagskasernen ad Enden det lakker,
Og alle de kaame Tillidsmænd
Om føje Stunder paa Møderne snakker
Med Vælgerbefolkningen lidt igjen
Og glæder de fuldtro Demokrater
I deres Valgkredse med en Extrakt
Af de forbavsende Resultater,
Forhandlingspolitikken har bragt.
De nye Baner man ikke vil glemme,
Formedelst de lærer Enhver, der har Stemme
Og ellers er hverken døv eller blind,
At vort politiske li v herhjemme
Er slaaet paa nye Baner ind.
Men, hvad der i Munden saavel som i Pennen
Vil blive Rosinen i Pølseenden,
Er dog, at Forhandlerne har faaet Bugt
Med Provisoriets Goldhed og Stilstand
Og naaet den eftertragtede Frugt,
Der blev af Ag r a r e r n e kaldet saa smukt:
Den regelmæssige, lovbundne Tilstand.
En lovbunden Tilstand! Ja, Guderne veed,
Forholdene er af de sjældent normale,
Der ikke saa meget med »Orden« kan prale
Som med deres »Regelmæssighed«.
De blaa Gendarmer ej længer vanker
Spejdende om ved hver skummel Vraa;
I Stedet for disse her vanker nu blaa
Øjne til store saavel som til smaa,
Hvor Folkets Hjerter og Hæver banker
Om Kap med hinanden, saa langt de kan naa.
Der gives snart ikke noget Steds i
Landet, hvor ikke man »regelmæssig«
Hver Dag faar en Bølle at se, som er »essig«,
Eller oplever en ganske munter
Ballade med fægtende Vagabonder,
Og saa gaar den lovbundne Tilstand hørunter.
For saa vidt har sandelig Flertallets Styrere
Kun liden Glæde af deres Færd;
Thi, skafted’ de Folket en billig Hær,
Saa bliver til Gjengjæld Hærværket dyrere.
Og saa er der onde Tunger i Riget,
For hvem det aldeles naturligt falder
At paastaa, at »Kjæraen« i Forliget
Er just, at her nu bliver Godtkjøb paa — »Skaller«.
Theaterkommissionen
arbejder for Tiden paa et nyt Regu
lativ for Fordelingen af Indtægterne ved P e t e r S c h r ams
Jubilæer. Kammerherren vil dog nødig have, at Theatret faar
mere end Halvdelen af Indtægterne, da det ellers vil tage for
stærkt paa hans møjsommelig opsparede Underskud.
P a a T J d . s t l l l l n g ' e r L -
(Therkelsen og Bertelsen møder hinanden i Strøgtiden.)
— Da’, (Jogge.
— Da’, Mand.
— Hvorhen saa tidlig?
— Charlottenborg.
— Hvad er det for en Café?
— Sludder, det er Kunst, gaa med i
Lad gaa da, det bliver vist ellers en sløj Fornøjelse.
(I Skulpturafdelingen paa første Sal.)
A
— Sikken en sød Pige, der sidder og sælger Lodsedler,
jeg gi er ikke en Biiling for alt det øvrige, naar b>lot jeg mas
se paa hende.
— 'Naada — nej, her skal Du se Nr. 474, Dorph-Petørsemhan
er da ogsaa en kjøn Mand, naar han havde noget mere Haar.