138 / 420
184
Äsers
Kamp mod KJøbstad-Jætterne.
;----------------------
Festmaaltid for Kasinos Bestyrelse.
f
Alle Martyrer faar deres Festmaaltid. W i i n b 1a d har
faaet sit, St. Morten faar flere hver Mortensdag. Hvorfor skulde
Ka s i n o s ulykkelige Bestyrelse da ikke have sit?
Det var naturligvis Kreditorerne, der havde arrangeret det.
De fineste Kreditorer, d. v. s. de ældste, havde hver et Be
styrelsesmedlem til Bords. De næstfineste havde hver en fhv.
Direktør, og de simpleste, hvoraf flere endogsaa var fra denne
Sæson, maatte nøjes hver med en Skuespiller.
Kongens Foged
dirigerede.
n
► ,
iaar det gjælder om Moneter,
Selv den værste Rystepeter
Føler gammelt Yikingblod
Ralle i sit Yæsens Rod.
Saadan Sagnet os beretter,
Hvordan det de Kjøbstad-Jætter
Gik, som drev det frække Spil
At gaa om og være til.
\ )
I de smaa Ag r a r e r s Gimle
Maa det være rart at himle,
Der man lever, fri for Kval,
I en evig Ro s e nda l .
Der er ikke svært at komme,
Selve Odin, siger somme,
Blev af Folket valgt og hyld’t
Næsten ganske uforskyldt.
Men om ham er her ej Talen,
Han har Nøgle jo paa Halen,
Saa han er en dannet Mand,
Som vel nok sig klare kan.
Derimod er der en anden —
And e r s e n , saa hedder Manden -
Heltekraft der i ham boer
Som i salig Asathor.
Sagnet siger nu saalunde:
Nogle Kjøbstad-Himmelhunde
Fandt, det kunde være Spænd,
Om de valgte Landstmgsmænd.
Velfortjent de fik paa Kassen —
Tænk, de haaned tilmed Asen
y F re jr* ,
skjønt de Agrarer var
Denne Podes rette Fa’er.
A n d e r s e n det Bud udsender
Rundt til alle Sagens Venner:
»Nu hver Jætte skal ved Gud
Heldes flux af Thinget ud.!«
Ak! men Verden er saa daarlig,
Selv en As er ej usaarlig,
Møder Jætterne
en bloc
,
Bli’er det let et Ragnarok.
D en æ l d s t e Kr e d i t o r holdt Festtalen. Af dem fra
lians Aar var de fleste døde nu, men han turde saavel paa
deres som paa de yngres Vegne sige, at den Glæde, de altid
havde haft af deres Forbindelse med Kasino, var
ubetalelig.
(Hør!) Naar gamle Theaterrotter havde fraraadet Bestyrelsen
Selvdrift, saa var det nok, fordi de selv vilde have fat i
Etablissementet. Men Bestyrelsen var ikke gaaet til Rotterne.
(Bifald.)
Den havde stemplet slige Raad som Rykkersløshed.
(Jubel.) Bestyrelsen leve I (Fanatisme.).
Formanden, Overretssagfører S c h y t t e , takkede.
Man
havde opfordret Bestyrelsen til at gaa, men Bestyrelsen mente
netop, den var godt oppe at kjøre. (Høri) Den offentlige
Mening gav ham Medhold; naar Publikum i Vinter havde set
Bestyrelsens Færd, var Omkvædet altid:
den gaar ikke!
(Bifald.). Men et Theater skyldte sit Publikum Tak, og hvem
var det, der hele Vinteren havde mylret ind paa Theatret?
Kreditorerne. Et Leve for Dem. (Hun-a!).
Fhv. Direktør Sa nde r (Begejstring): Naar man havde
valgt Selvdriften, var det,, fordi man ikke havde kunnet faa et
antageligt Bud. Der var ikke budt mere end 30—40000 Kr.
i Leje,, og hvad var dot mod det Resultat, Selvdriften havde
frembragt? (Hør!) Imidlertid var man næppe naaet saa vidt,
naar man ikke havde haft Bistand af Kongens Foged, Hr. B irch .
Kunde en Menageriejer ikke faa en Løve i sit Bur, maatte han
være glad ved en Panter, derfor havde Hr. Birch fuldstændig
erstattet Parketløver, thi han var jo netop — Panter. (Bravo!).
Han leve I (Hurra).
Fhv. Direktør E s m a n n talte for de yngste Kreditorer,
som han kjendte bedst. Gid de endnu i mange Aar maatte
være knyttede til Institutionen. (Bravo!)
En y n g r e Kr e d i t o r talte for den ædle Yelgjører Carl
Ni el sen. (Hyssen). Ja, om Forladelse, han vidste ikke . . .
Di ri gent en mente ikke, at denne Tale var paa sin Plads
her. ^Carl Nielsen havde bidraget til at fjerne flere ansete
Kreditorer fra Institutionen.
Ki-edi t or en bad om Forladelse. Han var saa ung og
naiv, og han havde virkelig ikke ment noget ondt med det.
Skuespiller Hu n d e r up: Carl Nielsen havde søgt at lefle
for Forsamlingens Følelser ved at give Dusører og ved at stille
Kunstnerne saa betydningsfulde Opgaver som
»Charleys Tante«.
Sien Taleren lod sig ikke besnære, og han skulde blot tillade
sig at henvise til sin egen Direktørvirksomhed. Der kunde
man se, hvad en driftig Mand kunde bringe ud af det. (Bifald.)
Paa dette Tidspunkt saa Fogden sig nødsaget til at gjøre
Udlæg i Desserten, og Bordet hævedes under megen Munterhed,
der steg til Jubel, da Bestyrelsen senere hen fandt paa at kaste
Aktier i Grams til Drengene udenfor paa Gaden.
V5>