143 / 420
139
Fortids Ord i Nutids Munde.
Tak Du din Gud, at Du ej
kom for »Den kombinerede Eet«, sagde Siameseren til sig selv.
Han blev hængt af Franskmændene.
iM
Foiketheatret
agter paa sit Repertoire at optage »
Spare
kassen
« eller
»Naar Enden er god, er alting godt.
2=^=5’
Paa Embedsstigen.
Ministerial-Drama i 6 Afdelinger.
V o l o n t ø r Ed v a r d: Her er natur
ligvis Arbejde nok, men til at overkomme
er det da. Og, gjør De mig til Assistent,
kommer jeg til at føre et rent Driverliv.
M i n i s t e r e n : Fra i Dag er De Assi
stent.
(Changement.)
A s s i s t e n t Ed v a r d : Det havde jeg
ikke ventet. Jeg er jo rasende træt. Men
jeg er overbevist om, at Fuldmægtigen
ingen Ting har at bestille. Lad mig hellere
prøve at blive Fuldmægtig.
Mi n i s t e r e n : Saa gjærne.
(Changement.)
F u l d m æ g t i g Ed v a r d : Har De
ikke noget stærkt, jeg kunne faa? Jeg
mindes, ikke nogen Sinde at have været
saa mør, ikke en Gang i mine bedste
Anmeldelser. Nu trænger jeg til en magelig
Stilling som Kontorchef.
Mi n i s t e r e n : De er Kontorchef.
(Changement.)
K o n t o r chef - Ed vard : En Absinth!
To! Tre I Jeg ryster over alle mine
Lemmer. Deres Excellence, det er ikke
til at holde ud. Jeg drukner i Arbejde.
Min eneste Redning er at blive Departe
mentchef.
M i n i s t e r e n : Som De ønsker.
(Changement.)
D e p a r t e me n t c h e f Edvard: Hjælp!
Ved Logos, jeg dør! Deres Excellence,
jeg anklager Dem for Manddrab, nej, for
overlagt Mord. Siden Inkvisitionens Dage
er intet Menneske blevet pint som jeg.
Dante-Helvedets Marterkamre var for For
lystelsesetablissementer at regne imod dette
djævelske Kontor.
Ved St. Georg og
hans nyeste Renselsesfest, jeg kan ikke et
Muk mer. Var jeg deiimod Minister. . . .
M i n i s t e r e n : Det kan De godt blive.
Jeg har længe været kjed af Bestillingen.
---------------------
(Changement.)
^
M i n i s t e r Ed v a r d : Jeg er saa
ophængt, saa min Hjærne koger, og jeg
ligefrem ikke kan faa Tid til at læse, hvad
min Eroder skriver. Men, klæder den
trekantede Hat mig ikke storartet? Jeg
vil dø mod den Hat paa Hovedet. Sidder
Uniformen ikke superbt? Og er Boj s e n
ikke snart bleven gul i Ansigtet? Aa, mit
stakkels Hoved! Det er saa fuldt af Sager,
saa det sprænges. Men jeg viger ikke.
Jeg vil falde paa min Post!
(Taburetten, Edvard og Tæppet falaer.)
Hjemme hos Maren.
Ej blandt Gadefolkeskaron
Ser vi mer en Rigsdagsmand;
Kun der ude hos Agraren,
Hjemme lios sin egen Maren
Folkets Kaarne træffes kan.
Han paa sine Lavrbær hviler,
Katten spinder, Maren smiler.
Moderen paa Sønnen kalder,
Peger paa sin Rigsdagsmand:
»Mærk dig, trods din unge Alder,
At, hvis næste Gang han falder,
Skal du- hævne ham paa Stand.
Han var med at frelse Riget,
Thi han stemte for Forliget.«
Og ærbødig Sønnen træder
Til sin Faders Leje hen.
Efter Slagets vilde Hæder
Mi’ddagssøvnens milde Glæder
Nyder Kresten Krestensen.
Feer lader sig til Syne
Paa den Hvergarns Overdyne.
»Krestensen!« de Feer siger,
»Du var klog og snild og stærk,
Uden Agt paa Ilaan og Smiger
Gik Du som er ret Forliger
Modig til det store Værk.
Glæd dig! snart med Guldkors lønner
Danmark sine bedste Sønner!«
Kresten Krestensen fornøjet
Vaagner af sin Drøm saa skjøn,
Gnider Øjet, knapper Tøjet
Og gaar ud og ser til Øget,
Fulgt af Maren og sin Søn —
»Har jeg vundet Ridderære,
Kan jeg ogsaa Korset bære!«
VS)