142 / 420
S p i l d . t e K r æ f t e r .
U e r var en Gang en gammel, salig Græker,
Som nød i H a d e s Kost og frit Logis;
Men, dersom Mythen ikke lutter Træk er,
Saa maatte der han hænge voldsomt i.
En vældig Sten var knyttet til hans Sti
Saa inderlig, som Hatten til en Kvæker,
Den maatte han i Hede som i Kulde
Op ad et højt og knudret Skraapian rulle.
Bag denne Sten, som H a d e s ham betroede,
Session og Ferier i Slid gik hen;
Men, naar han kom paa Toppen op med den
Og havde skjellig Grund til at formode,
Den paa en sikker Basis her beroede,
Saa rulled’ den, des værre, ned igjen.
Og han tog fat fra neden, repeterende
Sit Arbejd, der var meget irriterende.
— Men, havde salig S i s y p h o s sin Hyre
Med Stenen, som i Yejen for ham laa,
Og aldrig han fra H jertet kunde faa,
Saa har vort stakkels V e n s t r e i den nyere
Tid samme Skæbne med sit Flertalstvre.
H tror heller ingen Basis er at naa;
Thi, hvad det som et Fremskridt har lagt Vind paa,
E r kun et Skraapian, det er kommet ind paa.
Saa ofte, som P artiet fik Programmet
Møjsommelig og Skridt for Skridt bragt op
Til Flertals-Regimentets høje Top,
Hvor det paa Staten kunde have Krammet,
Blev »den bevidste Magt« af Skæbnen rammet:
Den trilled’ ned — og det i strakt Galop, —
Hvor den blev henvist til en ny, beskeden
Begyndelse som M indretal fra neden.
Nu skal de H errer
S
t a d i l - C h r i s t e n s e n
Og
M a d s e n -
M y g d a l lidt med Skæbnen snakke
Ved Foden af den himmelhøje Bakke,
Hvorfra Partiet trim ied’ ned igjen.
Som det sig sømmer »rene« Venstremænd,
De vover Trøjen, sm ider deres Frakke,
Alt sammen for en Politik, hvis fulde
Værdi kan rummes i de Ord: L a d r u l l e !
Et spændende Øjeblik.
Cawl i n g (nydende sin Morgenthe paa Sengen med
Politiken
foran sig). Det er ikke saadan at være Forfatter og
vente paa Kritiken. Der er nu denne Ed v a r d B r a n d e s ,
der skriver i
Politiken
— det skal være en slem Brumbasse.
Men hvad sagde ikke Cicero før Slaget ved Thermopylæ?
»Terningerne er kastede,« sagde han. Nu kan det ikke nytte
at være bange, Henrik. »Du er fordømt til Madses Brud at
være,« siger Heine. Alligevel — det kribler i mig, naar jeg
tænker paa denne Edvard. Det angrer mig nu, at jeg i sin
Tid halshuggede Kristiern den anden paa Stockholms Torv.
Sandt nok — til Gjengjæld opvakte jeg rigtignok en Brasilianer
fra de Døde; men, naar det rigtig kniber for os Mennesker,
saa kan man alligevel ikke lade være at ønske en slig blodig
Gjerning ugjort. Der er Øjeblikke, da man mere end ellers
føler Savnet af en ren Samvittighed.
Jeg har læst i »Politiken«s
Ignotus-ÅJ'tiklev.
at Aanerika-
neme ikke regner et Menneskeliv for nogen Verdens Ting.
Gud ved, om det virkelig skulde være sandt? I saa Fald
vilde jeg ønske, at jeg var en Amerikaner. Men det er vist
des væne næppe til at stole paa.
Lad os nu se, om der skulde være noget i Bladet i Dag.
Alle hellige Afdøde! hele to Spalter! Jeg tør interviewe
Sophokles paa, at jeg er bleven skjældt ud.
(Læser Anmeldelsen.)
Rost! Du gamle, ærlige Edvard, saa er Du alligevel
skikkeligere, end jeg havde troet. Lad nu komme, hvad der
komme vil — nu er jeg over det værste.
Det skal jeg aldrig glemme Dig, Edvard! Fra nu af er
Du m in Mand. Du kan godt himle, hvornaar det skal være
jeg skal nok sørge for at holde det gaaende med Dig
alligevel. Det har Du ærlig fortjent.