174 / 420
170
0 Forfatningsforandringen?
QJ
^ ,^ v /
r„v
f \ / ' Y
v i
, £ > “ % ""
ft
- * > *
C/n Romer paastod i sin Tid med Vægt, at
V ariete* delectat.
En viis Bemærkning, der paa Dansk betyder:
Forandring fry d e r!
E r dette Udsagn andet end en Plade,
Saa er der idel Fryd i I n t e g a de,
Hvis
Redaktionslokaler
Igennem Aarets
skiftende Kvartaler
Med frydefuld Forandring praler
Af Idealer
Og Samfundskvaler.
Samt af Signaler
Og Udenthingskabaler
Imod hver stakkels Radikaler,
Item
af s By nyt og _Skandaler*.
Til nys Organet gik med en
»Forandring
c
Af »dette Lands Forfatning« ud paa Vandring.
Vel blev i .»
P olitiken
« vi blandt andet
T idt afspist med den triste
Oplysning, at man ikke i de sidste
Ti Aar har havt Forfatning her i Landet;
Og saa skal det alligevel passere,
A t Statsretslæ reren i Integade
Kan en Forandring konstatere
I d e n Forfatning, som man ikke Ka’d e !
Men, H erre Gud, man kan da ikke heller
Forlange, at der bliver
Logik i alt, hvad
»Politiken *
skriver,
Og H ø r u p •sine Læsere fortæller,
Saa det maa. Skam, slaas fast som uomtvisteligt,
A t ved Forliget
For anden Gang vor Grundlov listeligt
Blev »revideret« her i
j Kun er der noget mystiskt,
nota bene
,
Ved den Omstændighed,
SAt ellers er der ingen Sjæl, der veed
Om Revisionen ringeste Besked
Og aner, hvordan, den er sat i Scene,
j Dog kun en Skælm skal sige Hø r up paa
At hans Forfatnings-Revision vist stammer
Fra samme Kilde, hvor
Je.
A.
Har reddet sine Telegrammer.
Thi den er vistnok en Pendant
i Og nær i Slægt med den, som selv han
Da han med Statsrevisor-Rang
I sine gyldne Tider var begavet,
i Den »Re v i s i on? , han udsled’ Tid cy
| Fik nemlig heller aldrig Nogen Øje paa
d l
J
laved’,
->jc paa,
A f 3
Paa Falderebet,
<A
1
f "
r#r'
Puk
var nede at sige Farvel.
Der var først Kamme r h e r r e n . Han var helt utrøstelig,
fordi hans Bagage var gaaet forkert. Der var nemlig' kommet
en rød Plakat paa i Stedet for en hvid, og derfor var den
gaaet til et andet Baden end Wiesbaden.
— Nu har jeg ikke andet med mig end mit Underskud,
sagde han, og det har Balletten slemt tæret paa i den sidste
Tid. Og det, just som vi allesammen troede, at den var »En
Folkesaga« blott.
Puk
kunde desværre ikke give ham bedre Raad end at
give Ha n s Be c k og Va l b o r g J ø r g e n s e n Gift. Saa fik
Balletten jo nok Ben at gaa paa.
Mar tin iu s •skulde ned til Paris og holde Vælgermøde
med sine bonapartiske Vælgere. R i i s - Kn u d s e n var kommet
j i lukket Droske for at sige Farvel.
— Glem mig nu ikke, Martinius, hviskede han med graadkvalt'
Stemme. H e i b e r g staar imellem os, men . . .
Han blev afbrudt ved, at Martinius tog en Herre i Nakken,
der var kommen til at staa mellem ham og Riis-Knudsen.
Herren tik enkelte Prygl, men selvfølgelig bad Martinius saa
mange Gange undskylde, at han havde opfattet sin gamle
Direktørs Ord altfor bogstavelig, da han bagefter opdagede; at
det ikke var Heiberg.
Der kern Ab r a h am s.