190 / 420
.
_
&
j p ? —
‘f o t 7
\
’• '^ 4
& J føc
v f # » xe,
das grøszé Vaterland
Folket, som bekjendt, sig fryder
Ved saa mange, skjønne Dyder,
At man knap dem tælie kan.
H er er Tapperhedens Hjem,
Her slog H e r m a n flad den sølle
Y a m s med sin Egekølle,
H er man stormed’ D y bbøl-Mølle,
Skjønt mod En de kun var fem.
H er har Ret og Sandhed stedse
Haft et hyggeligt Exil
Paa Katheder og i Presse,
Saa selv Fanden uden Tvivl
H ar med megen Interesse
Dyrket Videnskab i K ie l.
Æ rligheden er saa stor,
A t besvorne Paragraffer
Ikkun man. af Vejen skaffer,
N aar det koster blot et Ord.
Om Humanitet hernede
Ingen skal forgjæves lede,
Og en Fremmed, som er Gjæst i
P r e u s s e n , altid har den Trøst,
A t en blid Borgmesterrøst
Viser Døren ham som »lästig«,
— Det er ikke b l o t t i l L y s t
Nys en Skuespillerskare
Drog derned fra Øresund
For paa Scenen at forklare
Gyldne Ord i Danskens Mund.
H er var altsaa gyldig Grund
Til mod den sig at forsvare:
Kejserriget var i Fare,
Hvis den aagred’ med det Pund,.
Som er blevet nedlagt i ’en
Mellem Kongeaa og Slien!
Fik forst Z a n g e n b e r g s Geled
Lov at fyre med Replikker,
Saa var Tysklands Enighed
P aa sin sidste Time sikker.
— Heldigvis gik en Borgmester
Løs paa disse slemme Gjæster
Og besejrede med stor
^
Manddom Skuespillerbanden
fy j
Og sin egen Domstols Ord.
Derved blev han Redningsmanden
For den »meerumschlungne« Jord.
Ovenpaa saa haard en Dyst
Kan man sove trygt ved S p r e e n
Foreløbig for Tourneen,
Der var i k k e blot til Lyst.
Et Hjærtesuk fra Natvægterne.
Højstærede
Puk!
Jeg er af Naturen et Fredens
Barn og vil nødig ligge mig
ud . med mine Medmennesker.
Og jeg kan ogsaa finde mig i
i
f r '
en Del, s°m man j° maa 1
j
uf y s r
/ , / /
vores Stilling, begrundet paa,
/ s
at vi Natvægtere hører til det
forsvundne Kjøbenhavn og har
/
sunget paa vores sidste Vægter-
J A
vers for mange Herrens Tider
siden.
Men derfor kan jo Enhver
være lige riæl og regederlig i sin Bestilling, og saa synes
jeg inte, der er Mening skaft i, at saadan en Digtertamp som
denne hersens P o n t o p p i d a n skal have Lov til og blamere
vos i den offentlige Mening.
Ser De, ham Bøllen, som Bogen handler om, er jo Malerklat,
saadan som det staar. Men det er jo, som P e t e r n a n s i g
skrev i
»Politiken
«, at det er fin Ironi over det hele, som man
nok kan forstaa, naar man bare. tager og læser den igjennem
et Par Gange. Og det er da noget, ethvert Fjols kan tage
og føle paa, at Meningen er, at vi Nattevægtere er nogle
Fyldebøtter, dersidder paa Beværdinger med Pigebørn og
supper i os af flydende Galde og andre fugtige Varer og at
vi er nogle Sløsemikler og Slapsvanser og — ja, Natvægtere
siger han inte ligefrem, men »
Nattevagt
« er jo Titulatsen paa
hele Melodunten.
Se, den er nu bleven vos hæderlige pensionerede Nat
vægtere liesom lige lovlig stram nok. For fordi at man som
sagt inte pragtiserer mere, derfor kan det jo nok krapere
En, naar man immer har passet sine Ting og aldrig saa meget
som sovet i en Gadedør.
Hvad det andet Vrøvl anbelanger, saa kommer det inte
mig ved. Og naar de er glade for Bogen i Integade, saa maa
de for mig gjerne stifte en Forening og kalde den
»Natvægternes
Fagforening
«, om de har Lyst.
Men jeg vil bare lade
Pontoppidan vide, at der er andre, der holder Galden flydende
end som han.
Deres ærbødige
f o r h e n v æ r e n d e N a t v æ g t e r .