191 / 420
187
— Hør, De, Kioskmand, børst mine Støvler.
— S’gerne min Herre. Skulde vi ikke ogsaa give Hatten
en lille Omgang?
— Lad gaa. Og hør, jeg skulde ha’e en ny Hjørnetand,
et Par Lorgnetter, to Pund Blomstergjødning og Nøglen —
— Vær saa artig. Ønsker Herren at telefonere?
— .Ja- Vil De gie mig Stockholm.
— Her er Stockholm. De skulde ikke have et lille Tele
gram til Peking eller Rio ?
— Maaske ved Lejlighed. Laan mig Vejviseren, Skatte
bogen og en Logarithmetavle.
— Til Tjeneste. Skal jeg saa rette Frokosten an?
— Hvorfor ikke! Men først en Vermuth.
— Med Fornøjelse.
Hvormed kan jeg dernæst tjene
Herren ?
— Jeg kunde nok bruge nogen Rejselekture. Hvad har De?
— >Julie«, »Usynlige Lænker«, »Nattevagt«, »Hjemvé«. . .
— Lad mig tage »Nattevagt«. Hjemvé kan jeg tidsnok
faa, Lænker og Haandjern for den Sags Skyld ogsaa, og jeg
sværmer ikke for Julie. Men vil De saa klippe og barbere mig.
— Tag Plads, min Herre. Ovenpaa faar De et russisk
Dampbad og en Pakke ægyptiske Cigaretter af Mærket
Mala-
chrino.
Ellers ikke andre Smaating?
— Jo, vent lidt — jeg skulde endnu bruge et Komman
dørkors, en Forpagtningskontrakt, 500 Tønder Cement, en rig
Kone, en Rejsekikkert, en Returbillet til Hellerup, et Evropakort,
en Vogn til Jernbanen, en Æske Tændstikker og det sidste
Numer af
Puk.
— Ikke videre?
— Tak, saa tror jeg næsten, jeg kan klare mig foreløbig.
Hvor meget er jeg skyldig?
— Ti Øre.
i
En ny og drøvelig
Marsk-Stigs-Vise.
Venner kan det tidt
Gaa maaske dog lidt for vidt.
E s ma n n gik det just saadan*.
Ed v a r d var hans Jonathan.
Begges Familier levede sammen,
Alle Parter til Fryd og Gammen.
Edvard især var ivrig i Legen,
Esmanns tilsidst ham blev som han egen.
D et kunde han ikke gjøre ved,
For det var lutter Venskabelighed.
: o
Ak, men her det ilde gik:
Esmann Horn des værre fik
Nok i Siden paa sin Ven
Og blev ikke god igjen,
Sagde: »Jeg troer skam, at Edvard maa bremses,
Lære jeg skal ham, h v a d der er hvemses.
Hvo, der til Smausen med vil være,
Maa lære Smausens Følger at bære.
Lad se, hvad der nu er at gøre derved —
Bevares! i lutter Venskabelighed.«
\Edvard i Uskyldighed
JLeved og i landlig Fred,
'Esmann holdt sin Galde frisk,
Skaffed 'sig en lille Pisk,
Og, førend Edvard kunde det ane,
Bragte han Sagen korporlig paa Bane,
Tænk! at han Edvard lod høre
sans phrase,
Han ham misundte hans r e n e Race!
H an kan dog ikke gjøre ved
Esmanns Halvblods-Mangelfuldhed.
Edvard dog sig som en Knop
iViste og stak ikke op,
/Vilde meget heller ha’,
At han kunde stikke a’,
"Fandt, at det Indfald var Vennen værdigt,
Og som hans Vid bestandig slagfærdigt,
Og for for Alvor ham at forsone,
Lod han ham afgjøre det med hans Kone.
Det kan han ikke gjøre ved,
Det kommer af hans Beskedenhed.
Esmann har naturligvis
Vundet Tapperhedens Pris!
Dog med Rette fejres kan
Edvard ogsaa som en Mand.
Jubel blev der i Integade,
Dr a c hma n n digtede strax en Ballade,
Alle var stolte paa Edvards Vegne —
Tænk! slig en Helt iblandt deres egne.
Det kunde Edvard ej gjøre ved —
Medfødt er nemlig hans Drabelighed.