186 / 420
I H a v n .
T i e t g e n gik ved E s b j e r g Strand,
Drev og spyttede i Vandet,
Som det morer tidt en Mand,
Der ej hitte kan paa andet,
Siger pludselig: »Død og Plagel
Her en Havn man uden Mage
Kunde faa.« — Til en Agent
_ Skriver strax han om Cement.
¡pi
Strax blev Byen som besat,
V Hr. Carl é sig anbefaler,
>> Siger: »Jeg skal strax ta’e fat.
Det er Tietgen, som betaler.
Lad os bare lystig rutte,
V.i behøver ej at prutte.*
Og fra England fik de sendt
Kollossale Læs Cement.
Tietgen selv imidlertid
Aned Fred .og ingen Fare,
Vidt berømt er jo hans Flid,
Han har andet at ta’e vare.
Men, da Havnen nu var færdig.
Skulde den jo indvies værdig,
Og et lille Sold der stod.
Den Ide fandt Tietgen god.
Næste. Dag, da Tietgen vel
Af lidt Tømmermænd har døjet,
Kommer H u n t e r s Oldgesell
Med en Regning saa fornøjet,
Havde været først ved Døren
Henne hos Entreprenøren,
Men fik den Besked: »Min Ven?
Det er sidst paa Maaneden.«
Tietgen blev nu ærlig talt
Over dette noget gnaven,
Mente, dét var altfor galt,
Og brød over Havnen Staven.
Engelskmanden dog ej billig
Var og til Forlig uvillig,
Stævned derfor, gram i Sind
Tietgen strax for Retten ind.
S a l om on, den vise Mand,
Nu mod ham i Skranken træder,
Heldigvis dog ikke han
Over Dommen nu sig glæder.
Men ved Tietgens fine Middag
Faldt til Gjæsteme der lidt a’.
De for det besparte Sølv
Fik en extra Omgang 01.
Fru Juliane Petersen:
God Dag, søde Fru Schrøder —
ja veed De hvad, en lille Sjat, skal De have Tak for, og
Deres Kaffe er saa rar for Nerverne, som er blevet lidt
esjaafferede af at gaa ned ad Asfalten, det vil sige den, der
ikke er lagt endnu, og det maa jeg sige, at er det saadan,
haar der er Forhindringsløb paa Traverbanen, saa beklager jeg
de gamle Travere, der er med til det, og mig gik -det saadan,
at jeg havde Petersen, med ind fra Landet, hvor vi jo er
flyttet ud, fordi vi skulde have os en ny Sommerhat til at
gaa i Haven med, naar man ikke behøver at pynte sig. men
den skulde dog helst være lidt fix, fordi v i . har tre andre
Haver lige op ad os og Strandvejen med Sykier og det helo
lige udenfor, og saa var vi jo blevet enige om Go i d s mi d t
paa Amagertorv, men saa da vi kom midt i Yimmelskaftet,
saa veed jeg ikke, hvordan det gaar til, at pludselig er Petersen
paa venstre Side af Asfalten, som ikke er der, og jeg paa
højre, og da der. naturligvis ikke kunde være Tale om, at jeg
kunde voltisjere over til ham over alle de Yippebrædter og
Grøfter og Grave, saa maatte vi blive ved at gaa hver paa
sit Fortov og raabe over til hinanden, hvad vi havde at sige.
om Hatten, men saa var der nogle unge Mennesker, der vilde
være vittige og som ogsaa begyndte at raabe tværs over
Gaden om Hatte, og det endte da med, at der blev Opløb,
og saa maatte vi holde op, hvad der var grusom ærgerligt,
fordi jeg allerede havde faaet Petersen sat fem Kroner op paa
bøjen fra Klampenborg-Stationen og nok skulde have faaet
mindst ligesaa meget til paa Resten af Vejen, og da vi saa
kommer ud for Goldsmidt, saa raabér jeg over til ham, at
han bare skulde vente der udenfor, saa skulde jeg gaa om ad
Østergade for at komme til ham og Goldsmidt, og det tog
mig saamænd heller ikke mere end et Kvarter, og al Ting
gik ogsaa godt og vel med Undtagelse af, at der var en Bro-
lægger,. der reverenter talt sigtede efter min venstre Ligtorn
med en Brosten paa et Par Lispund, saa at jeg maatte tale
Manden lidt til Rette, men da jeg saa omsider kommer til
Maalet, saa er Petersen der ikke, og De kan jo nok tænke
Dem, søde Fru Schrøder, at jeg anede strax en Ulykkke, hvad
der jo ikke var hyggeligt, for det var ham, der havde Pengene,
saa jeg vilde jo sidde net i det, hvis han var kommet noget
til, og saa spørger jeg jo en af Brolæggerne, om han ikke
havde set en pænere Herre, der saa saadan og saadan ud,
forsvinde i Dybet, men han svarede ikke andet end, at han
havde set en Herre, der passede paa Beskrivelsen, forsvinde
ind til Bo de g a , men hvis det skulde være en Hat, saa kunde
man vist ogsaa faa saadan en der, men det har naturligvis
bare været Mandens Spøg, for jeg lrjender da nok Petersen
saa godt, at han ikke gaar til Bodega, naar han kan faa den
Vi.