25 / 420
22
H r. Es t r a p kosted Runer over Spange,,
Som <åe A grarer over sbiilée-gange,
Saa løfted han et Anker.
Hel fyldt med Bneaderin,
Tfa» lagde Skal paa Spritten
Og paa de duske Swim.
Brændevin har saa. mange daaref,
.Buende™ er ti! Skat odkaaret.
Brændevin.
Møn Venstre gaar. og skumler under Strande,
Det rejser Storm paa Folkehavets Vande:
»Lad os kun Skatten friste,
Men Højre skal faa Klaps,
Fordi det os berøver
Vor gode danske Snaps.
Brændevin! skrives paa vor Fane,
Brændevin bliver E s t r u p s Bane,
Brændevin.«
Og Wi in blad raaber højt, da Skatten kommer
»Nu visner Rosen i den danske Sommer!«
I *
Politikem
kvædes
Den Slavekognaks Pris,
Der proklameres Skatten
Som al Fornufts Forlis.
Brændevin fryder Negres Hjærte.
Brændevin slipper de med Smerte,
Brændevin.
Nu Øllet atter flyde vil i Strømme,
Som Guldet flyder i Agrarens Drømme.
Men Ridder K l a u s ban sukker
Ved Ridder L a rs’e s Bryst:
»Jeg frygter for, at Skatten
Bli’er os til liden Trøst.
Brændevin smælter daarlig sammen;
Nok Forlig, siger Folket, jamen
Brændevin !«.
' ri
n
O T T e c L I S Z a f f e i a .
Fru Juliane Petersen:
,Ood Dag, sødie Fru Schrøder —
og glædeligt Nytaar kan imam jo nok til Bels sige -endnu, da
jeg jo slet ikke har haft Tid at se op til Dem i det nye Aar,
qj
men Sagen er åen, at jeg har ligefrem Tæret saa ophængt, og skjent
jeg ellers ikke saa let lader mig kongvertere. saa har det været lige
ved at gøre mig fuldstændig skakmat, nemlig, at jeg er kommen
i Komiteen baade til Damernes Udstilling til Sommer og t i
Kronprinsens Sølvbryllup til Fordel for trængende Kvinder, der
har kjendt bedre Dage, og De kan tro, det er ikke saa let at
hitte Rede i, som nu forleden, da jeg var saa uheldig at komme
til irt sende en Udstilingsigjienstanå til da trængende Sølvbryllups
damer og sendte en trængende 'Sølvbryllupsdame, der gjerae
vilde#sikre åg'min Projektion i Tide, hen tit Fnfeeu Gæi je,
for at hun kunde prøve hendes Sangstemme til det store Kor
paa Udstillingen, og Frits Grønbæk har jo ogsaa Ret i, at man
saa let løber i Vlldereåe, fordi Formaalet i det ene Tilfælde er
bedre K a a r og i det andet Tilfælde et bedre K o r. og jeg var
oaamænd ogsaa helst fri for at være med, men i disse daartige
Tider, da man jo med, sin bedste Villie ikke k an give til den
Slags, da maa man jo støtte Sagen med sit Navn, naar den
virker, men hvad det var, jeg vilde sige, søde Fru Schrøder,
det glæder mig oprigtig paa Deres Yegne, for De kan jo nok
tænke Dem, at jeg strax tænkte paa Dem, baade med Udstillingen
af trængende Kvinder og med Sølvbryllupslegatet for Damekor
med Orkester, for de har jo dog paa en Maade kjendt bedre
Kaax, selv om salig Schrøder jo desværre langfra var som han
borde være, saa jeg synes, De maa være klacificerøt til at
komme med paa LTdstillingen, jeg kan da i alt Fald huske, at
De spillede saa kjønt paa Klaver i gamle Dage, og male Blomster
knnde De jo ogsaa, saa det er jo ikke umuligt, at De kunde
faa Prisen for nordiske Komponistiuder, og naar vi saa snakkede
lidt godt for Fru H e n n i n g s , som jo er i det mindste i den
ene af Komiteerne, saa kunde De maaske komme ud paa
Hofmusikens Forlag, men i hvert Fald har De jo nok et eller
andet Haandarbejde, De kan sende hen, og De er jo lidt
gammeldags i det hele taget, saa jeg tænker mig. at det muligvis
kunde gaa som Renæssance eller Angpire, og selv om De nu
ingen Præmie fik, saa skal jeg i alle Fald nok sørge for, at
De faar Legatet i Anledning af de trængende Kvinders Sølv
bryllup, navnlig da De jo selv kunde have holdt Sølvbryllup
for længe siden, hvad der naturligvis særlig vilde glæde Kron
prinsens Hjærte, hvis Legatet da ikke er bestemt enten for
VS>