278 / 420
F i a s k o ,
q
J
m Gang fik i den salig B e r g s k e Rummel
En evropæisk Yenstremand
Lyst til at føre Krig imod Fordummel
sen overalt i »dette Land«.
Snart fløj, lig Sommerfuglen af sin Puppe,
Af »
Politiken
« ud dens faste Stok,
Og, var det kun en lid e n Gruppe,
Saa var dens Ord til Gjengjæld s to r e nok.
Her kunde daglig træffes megen
Blodtørst især hos E d v a rd Cohn,
Der dromte om — dog uden
»Oottes Segen
« -
En radikal Rebellion.
Den Gang fandt »
Politiken
«, højst belærende
For alle dem, der duer i Nord,
At, hvad der ikke var vanærende,
Det var et ligefrem politisk Mord.
Saa kom en Tid, hvor »
Politiken
« maned’
Til Ro og den »Forhandlingspolitik«,
Som Redaktøren af »Organet«
Opfandt og i tre-fire Aar begik;
Trods »Hasselkjæppen« slugte han Kamelen,
Thi han er »konsekvent« i, hvad han gjør:
Han blev »loyal« og lagde sig i Selen
Energisk for »det gode danske-Smør«!
Da gav Organets kloge Cohner
B oj s e n paa Hovedet, fordi
Han nægted’ lumpne otte Millioner
Til B a h n s o n s Fæstningsbyggeri!
Selv E d v a r d fik i Bladet sagt den
Oplyste Læser den Besked,
At E s trup maatte gjerne bruge Magten,
Naar E d v a rd blot beholdt sin »Aandsfrihed«.
Men, om end ogsaa stundom A a n d e n
Tar redebon i E d v a r d s Blad,
Yar K jø d e ts Glæder underhaanden
Nok heller ikke til at kimse ad.
— Hvad kan det nytte, Redaktionen spiller
For skarp Protest paa Redekam
Og Boj sen nok saa kraftig forestiller,
At han har svigtet s i t Program?
Af Legen ud hans E d v a rd selv sig trækker,
Fordi han glemte, Politik beror
Paa Tænkning, længer end Ens Næse rækker,
Om ogsaa Næsen er lidt stor.
— Yi venter dog af den belærende
Oplysning, man i Tilgift faar,
At det ej heller er vanærende,
Naar et politisk Selvmord man begaar.
4
E m i l , d e r v i l d e v æ r e K r i t i k e r .
Der var en Gang nede i det Hannoveranske en lille Dreng,
der hed Emi l , og som havde faaet den Idé, at han skulde
være Kritiker, skjønt han ikke var født til det. En Dag kom han
hen til et Stød, hvor der boede en Mand, som hed W i l l um s en.
Som han kunde male 1 Hans Billeder havde hverken lille
Emil eller noget andet Menneske set Magen til, for de var
allesammen af den dejligste grønne Spinat. Og lille Emil skrev
om Spinaten og sagde, at den var netop det store i Kunsten,
og at med den grønnedes der et nyt Foraar for Klatmaleriet.
Han brød sig slet ikke om, at Folk lo ham ud, for det gjorde de.
Saa skete det, at den hannoveranske Malerskoles Gr u n d t v i g
spændte sit store, store Lærred op paa de frie Kunsters Ud
stilling af Kuriositeter. Og lille Emil saa, at det var større
end alle de andre, han havde set, og saa troede han, at det
var den store Kunst, og det skrev han, skjønt der slet ikke var
nogen Spinat i Maleriet, for Maleren Grundtvig havde hverken
brugt den ene eller den anden Farve, men kun modelleret et
helt Regiment skaldede Hoveder i Blaaler, som var Maler
Grundtvigs Grund- og Livfarve.
Men en Gang skulde der nedø i lille Emils Fødeby indvies
en gammel Marmorkirke, der var næsten lige saa god som en
ny. Lille Emil blev ikke bedt med til Højtideligheden, fordi
han skrev i Hedningernes Avis, og saa bildte han sig ind, at
han var nødt til at rive ned paa Kirken og Bygmesteren, og
det gjorde han. Det er jo slet ikke Marmor, sagde lille Emil,
for han havde nemlig ikke været inde at se det; det er ikke
andet end malet Fyrretræ, som ikke en Gang er spinatgrøn!.
Det var ellers en rar Stads den, sagde lille Emil, sikken en.
Marmorkirke! Det er jo altsammen Hulhed og Imitation og
Forlorenhed og Niimbergerkram.
Vs