282 / 420
2 7 8
o / z ’i'rnZrev f p f
fra
/
(5 $ r
f e
i
-,
f , . A <f\
^
l
-
G&bm'ren
lider, og paany
Længes Natten, kortes Dagen.
Folk paa Landet, Folk i By
Sætter atter Lys i Stagen,
Væk/ces ej a f tidligt Gry,
Sårer ikke umier Lagen,
Nej med Tæppet op til Hagen
Soger de rriod Kulden Ly.
Vel kan Himlen uden Sky
Nok saa høj og herlig hlaane
Snort med Sol og snart med Maane,
Mangen, der drog ud saa kry,
Har til Hjemtur maattet laane
Dog sin Næstes Paraply.
Du, som Mestes
•
er i D ril
Kjender. P u k , Du Mage til
Drilleri, som naar en Byge
Solens muntre Farvespil
Ud til Graat i Grant ses stryge?
Sommerdagen hiank og m ild
Loklced Sunde, fristed Syge
Under Skovens grønne Blad
Ud i Luftens bløde, myge
Styrkesvangre Straalebad-
Bedst som der man vandrer glad,
Hilser, mødes, skilles ad,
Styrter ned en vældig Biede
Over Skov og Mark og Stad.
Slig en Skylle
»frisk fra Fad«
Den kan Frejdigheden døde
Og Humøret ganske øde
Selv for en forsoren B a d :
Saadan over
Hr. H a n n o v e r ,
Der i S k o v g a a r d s Paradis
Gik og kvad til Venners Pris,
Kom en Slcylle,
Saa dm arme (Bindes-) B ø lle ,
Der er mere kry end vis,
Ved hint Slag a f Skæbnens B is
Vendte Mølle
Til sit Navns og B y’s Forlis.
Han, der fløj
N ylig som en lille Løve
Løs paa hvem, der vilde prøve
Nok saa spag K ritik at øve
Mod S lo tt-M ø lle r , H a m m e r s h o j.
Og det W i l l u m s en sk e Tøj,
Som i Danmarks Væng og Vange
A ltid blæste i Trompet
Og agerede Profet,
Blev tilsidst a f J u l iu s L a nge
Helt gjort bete!
Har Du nogensinde set
I en Hønsegaard en Hane,
Der med Vingefanget spredt
Galer efter Haners Vane
Stoltelig til Kamp beredt,
Inden Uraad den kan ane
Faa en Spand
Over sig a f iskoldt Vand,
Al forloren Stoltheds Bane?
Netop saadan Skovgaards Ven
Fik a f Langes fyldte Pen
Douche og Douche og Douche igjen.
Ak, da blegncd’ al hans Pragt
Og hans fine Dommerdragt,
Den blev ganske ødelagt
,
Ser Du, P u k ,
Til at fægte
Med en anden Habakuk
E r Hannover uforsagt;
Alod den rette Kundskabs Magt
E j han mægte
K
om
et Fnug;
Der er Ingen, der vil nægte,
J u l i u s L a n g e, han er ægte;
Men H a n n o v e r , han er
—
S tu k .
z
l
V e d K a f f e n .
d
Fru Juliane Petersen:
Ood Dag, søde Fru Schrøder —
ja Tak, men kun en ganske lille Kop, for jeg maa øjeblikkelig
af Sted igjen, for at jeg kan komme ud med Damperen, saa jeg
kan komme ind igjen og aabne Sæsonen, hvad jeg formelig
tørster efter, for veed De hvad, »Niniche« til halv Pris med
Fru A n n a p e t t e r s o n n o r r i e klædt paa til halv Pris, det
var dog virkelig ikke noget, nej saa priser jeg rigtignok
Kasino
,
for det veed man da, at Rodemesteren aldrig realiserer Skatte
billetterne til Spotpris, saa der maa de da have.Raad til at
tage lidt ordentligt Tøj paa, skønt man jo paa den anden
Side maa haabe, at de maa kaste' godt af sig, navnlig
K r i s t o f f e r s e n , som S c h r ø d e r — ikke Deres
Rodemesteren — jo har arvet efter Kammerherren, og som jo
altid er gaaet højt og derfor nok bliver en rigtig Skat for
Rodemesteren, som han jo skal være en Slags Kommiteret for
ligesom P e t e r n a n s e n eller P e t e r han s en, hvad haa nu
hedder paa det Kongelige, men alligevel veed jeg ikke, om
jeg ikke hellere maa ud i
Dagmar
, for veed De hvad, man
bør dog gjøre, hvad man kan for at trøste Professoren over,
at han ikke blev Professor paa Kongens Nytorv,' og naar der
bliver vist Agrarerne saadan en Tilsidesættelse af det nye
Ministerium, saa kan jeg virkelig godt forstaa, at de protesterer
mod R e e d t z t h o t t , navnlig hvis han er en Ma r t i n i u s
Numer to, der vil sætte Agrarerne paa Porten, og veed De
hvad, søde Fru Schrøder, De skulcle virkelig abonnere i Dagmar
hvis der skulde være nogle ganske enkelte at faa endnu, hvad
der jo plejer at være, naar der allerede i lang Tid har været
u solg t og Tilstrømningen i Åar større end nogensinde før, for
tænk, nu faar man jo B j ø r n s t j e r n e b j ø r n s o n s i n s ø u -
bjørn gratis med i Kjøbet, og W i e h e til det mere begræ
delige, indtil der igjen bliver Ballade mellem ham og R i is,
men til den Tid er Martinius maaske bleven saa tam igjen, at
vi kan faa ham tilbage, til han igjen bliver vild, og saa kan
det jo blive ved at gaa saadan, at de skiftes til at være gale
i Hovederne, aa Gud ja — det er saamænd en Lykke, at det