286 / 420
282
Det giaåe Landmandsliv.
lod Lanåstiiiijgrs^aligiet; gaifl* det jævnt og glat,
Og der er Ikyå og Gammen blandt Agrarerne,
Fordi de smut ved Hjælp af Vælgerskarerne
Kan sige til den sløje 'Tid: God Kat!
Saa bliver hver ©n Landmand fri for Skat
Og faar endda forhøjet Pris for Varerne,
Samt rentefrie Laan og ikke sjælden
Den Sjælesvir, at Staten klarer Gjælden.
Tel er det sandt,, at dette Heal
Kan mød et sikkert Flertal ikke blære sig,
Og at ved Valget B r a n tli og R o s e n d a h l
Har saadan lige netop kunnet nære sig,
At ikke alle Vegne em lokal
Madpose de paa Landet kunne skære sig,
Saa det blev ikke denne Gang, at Raden
Kom til Reedtz-Thott og smed ham ud paa Gaden.
Men derfor skal, en halvstudert
De skjømne spildte Kræfter ej begræde,
Thi den Ting er aldeles soleklar,
At vort humane Landsthing vil med Glæde
I Skranken for de fromme Ønsker træde,
Hvoraf Agrarerne saa mange har,
Saasnart de Herrer blot har klaret Pynten:
Hvem skal i den Anledning ud med Mønten?
Og det vil gaa for dem som Fod i Hose,
Thi det kan Bonden trøstig laane paa,
At Byerne sig gjerne lader flaa,
Blot Skindet gaar i Landbostandens Pose,
At hver en Borger sværmer for at faa
Sit Mammon anbragt i en Tørvemose,
Helst naar den i sin ganske Diameter
Er fyldt til Bunden med — P r i o r i t e t e r !
Ja, der kan ikke være tvende Meninger
Om, at hver Kjøbmand med et Glædeshop
Yder sin Skjærv til Venstres B r u g s f o r e n i n g e r
Og F o lk eb ank er til at svindle op,
Samt fylder flere »Fade« til Fortoninger
Blandt »Tillidsmændenes« forknytte Trop,
Og Bidrag gi’er, naar Tiderne er haarde,
Til Mønsterdrift af nye — D ø n n e r g a a r d e !
Honorar.
Skjønt der ingen Konvention findes, har Tyskerne
af konventionelle Hensyn over for He n r i k I fi sen givet ham
Honorar en enkelt Gang. Han vil dog gjøre klogest i ikke at
vente paa »Gengangere«, men hellere lade den »Vildand« flyve.
V
T l i e s i t e r l s : s u t t e n .
Ja, det vil da sige
den k o mm i t t e r e d e
Theaterkat. Den
gamle fælder nemlig
for Tiden, skal jeg
sige os, og derfor
har det høje Ministe
rium givet ham mig
uværdig til en Med
hjælp.
Naa. saa holdt vi
da et lille Mælke-
labherads sammen, vi
fire Theaterkatte her
fra Byen. Vi skulde
jo dog indvie Saisonen paa en festlig Maade og jeg var jo i
lidt godt Humør, fordi »Yrsa« og »Et Folkesagn« stadigvæk
skæpper saa godt i Kassen. Det vil sige, han ude fra Dag
mar var ikke med, for han kan ikke lide at lahe en ærlig
Skaal Mælk, siden han er hieven saa vant til det hlodige fra
alle de Feltslag, han leverer. Men i det Sted havde han sendt
den lille sorte, som han har til Kommitteret og som han
bruger til at forbedre Klassikere som S h a k e s p e a r e og Sophus
N e u m a n n.
Jeg begyndte med at byde Velkommen. Tiderne var jo
ganske vist alvorlige, sagde jeg, men det var dog alligevel et
glædeligt Tidernes Tegn, at Balkonen var gaaet i Vejret ved
Auktionen, skjønt Galleriet til Gjengjæld var gaaet ned. Naa,
noget maatte der jo gjøres, og nu havde vi jo f. Ex. engage
ret Erk. Wo l f fra Norge, da Frk. Do ns alligevel ikke kunde
gjøre det i Længden.
N ø r r e g a d e - Ka t t e n holdt lige godt paa Vore egne.
Var »En Børsharon« f. Ex. ikke fint Papir, selv om det nu
kun noteredes til halv Pris, naar der alligevel var udsolgt til
dobbelt?
Am a l i e g a d e - K a t t e n holdt nu saa meget af Svensk.
Han havde præsteret to svenske Primadonnaer paa mindre end