311 / 420
307
f o
det, lade være at give den Velgjørende eller Filantruppen, saa
da jeg hørte, at der var udsolgt' i Cirkus, uden at jeg havde
faaet Billet, saa tog jeg det med Fatning og gik hare ganske
rolig op til He n n i n g s og sagde, at jeg ma a t t e have Billet,
men kan De tænke Dem, jeg opnaaede jo ikke andet end at
blive tegnet som Abonnent baade paa de store og paa de
smaa fileharmoniske Koncerter, hvad der mildest talt er en
temmelig mellem Fornøjelse, men Skindet var jo saa udgaaet
af alle de Eksemplarer, der uden Spor af Adkomst havde løbet
ham paa Døren efter Billetter, saa Bladene saamænd skulde
ønske sig, at de var udgaaede i blot halvt saa mange Exem-
plarer, saa jeg nænnede saamænd ikke at sætte ham Kniven
paa Struben, men gik ganske rolig op til Journalistforeningens
Forinand, der først antog mig for et brækket Ben eller et
Barn, der var faldet ud ad Vinduet, og bad mig gaa til
Redaktionssekretæren med den, men da det saa gik op for
ham, hvad det var, jeg vilde, saa gav han mig Anvisning paa
at gaa i »Dagmar« i Stedet for, hvor der jo ogsaa var Fest, og
jeg blev jo først lidt betænkelig, da jeg troede, man skulde
være samtidig baade i Cirkus og »Dagmar« eller rettere sagt
blive ved at kile fra det ene Sted til det andet, men saa fik
jeg jo at vide, at Publikum skulde spaltes i to, hvad der vel
kommer af, at Journalisterne er vant til at inddele al Ting i
Spalter, og saa fik jeg jo Petersen til at gaa ud og staa i Kø
i »Dagmar« til ordinær som det galante ATildsvin, og han kommer
jo da ogsaa med Billetter, og til Belønning fik han oven i
Kjøbet Lov at forære mig en ny Silkekjole, men kan De saa
tænke Dem, at da vi saa kommer anstigende til »Dagmar«, saa
gjælder Billettei'ne slet ikke til Journalisterne, men til Ida
Aal b e r g k a v e k i k s ø x e k u l d g y l d e n b r a n d eller hvad hun
nu hedder, som det naturligvis ikke kunde falde mig ind at
se, da hun jo har været her en Gang før, og som desuden
slet ikke spillede den Aften, men derimod Afteuen før, ja, jeg
veed ikke, hvad De giver mig for Behandling, men nu har jeg
da ogsaa sagt nede paa første Sal, at herefter kan det være
nok med én Ferslewer, for man skal dog ikke lade sig byde
al Ting. Farvel, søde Fru Schrøder, og Tak for Kaffe.
ZExi g\La,d.
Gartnerne holdt forleden ved deres Møde en animeret Fest
middag. Da alle Rødder, Svibler og andre slemme Spirer var
udelukkede, var det en udsøgt- Buket, der samledes om Bordet.
Strax efter Ankomsten bænkede man sig ’paa de dertil
indrettede Mistbænke, fixe Lugekoner vartede op ved Bordet,
og den splendide Middag tydede ikke paa nogen Havesyge hos
Festdeltagerne.
Efter Bordet gik Tiden hen med Driveri,
indtil Potten var ude. Kun enkelte Kaalhoveder var misfor
nøjede, de. andre var enige om, at Komitéen ordentlig havde
revet sig. En lille uheldig Episode var der dog, idet en Taler
gik en anden i Bedene, hvorfor denne truede med at lade
ham lugte til en Rosenknop.
Vort gode, gamle Raadhus, der rummer
Saa megen Visdom inden for sin Mur,
Hvor Tidens Aand faldt stundom lidt i Slummer
Og somme Tider tog en lille Lur,
Hvor Kjedsomheden driver Nattesæde
Og Tivolihumøret gaar herunter,
Man nød forgangen dog den sjældne Glæde
At fad en Mandag Aften, der var munter.
Først sagde Raadet endelig sin Mening,
At nu skal L y g t e - A a e n s Mudder bort;
Hr. Kl a u s ø n mente, at en Fagforening
Det Arbejd’ burde have i Akkord,
For saadan an har Fagmænd, naar det gjælder
At-gjøre Mudder, hvorsomhelst den stiller.
— Dog Byens Vandværk faar ilirøriveller
Lov til at kultivere de Baciller.
Derefter angav Kv i n d e s a g e n Tonen,
Ja He rma n Tr i er mente ligefrem,
Paa C h r i s t i a n s h a v n kan Skolekommissionen
Nok trænge til et kvindeligt Lem.
Til Slutning, da bag lukkede Døre
Bemeldte delikate Sag var havnet,
Vedtoges, at det vist nok lod sig gjøre
At lade Ørum bedst afhjælpe Savnet.
Saa syntes Torp, at Tol e f on-Ki osker
Et Skjønhedsplaster var for Kjøbenhavn,
Mens Mu n c h dog fandt en Holdeplads for Drosker
Tilstrækkelig til her at gjøre Gavn.
Hr. K o c k som extra sagkyndig foer op,
Om Smagen disputered’ han saa længe.
At Enigheden mellem ham og Bo r up
Til lidt Forskjønnelse nok kunde trænge.
Som daarlig oplyst lod man Sagen falde
Ned i et Udvalg, hvoraf man forstaar,-
At til Parolen: den Vej skal vi alle!
Man endte paa-den nye Ki rkegaard.
Den blev der ikke spildt for mange Ord paa.
Og da man aldrig skal sig overile,
Fik ogsaa her et Udvalg kastet Jord paa
Og stedet Sagen til den lange Hvile.
V9