6 / 420
p
2sÆ
I t f ø r s t e j V i l ø d e
nied
Robert Henriques.
$ / t w ^
IL/U1JT, V \ -
V /T
<sjj
Det var paa
~>København«s
Kontor.
Jeg var der med Tromme-Krillesen og Basun-Mortensen
og glædede mig usigelig til at se R o b e r t . Pieolo-Mikkelsen
havde sagt mig, at han var storartet.
Han lukkede selv op.
Den andalusisk udseende Skikkelse med Bulen i Katten.
Havelocken faldende let om de yppige Former og det frem
ragende Udtryk i Ansigtet kunde ikke være nogen anden
end R o b e r t.
Han klagede over de smaa Forhold dernede. Medarbej
derne var mange, Spalterne korte, Liniebetalingen sløj. Og
han oprullede Billeder for mig fra den store Verden i Integade,
hvor han havde levet sammen med Tidens største Navne:
H ø ru p og Edvard, H e n n in g J e n se n og C aw ling.
Jeg var som elleskudt i R ob ert. Og jeg tænkte, at her
var ikke den Plads, hvor eu saa eminent,' storartet Begavelse
skulde udfolde sine usædvanlig overordentlige Evner. Han
burde aande et stort Blads Luft, staa i Spidsen for en større
Geschæft, henlede hele Byens Opmærksomhed paa sig.
*
, *
- ;
*
•
Da jeg mange Aar senere læste • Sommerromanen i
»
Dannebrog
« og saa R o b e r t s populære Skikkelse med 0 s c a r
under Armen i Linnésgadø, kom jeg til at tænke paa, at nu
var alle de Tanker virkeliggjorte, som jeg havde haft paa
»
København«s
Kontor. Her havde vi en Reformator, en for
nyende Kraft i Spidsen for hele den tyrkiske Musik. Det var
helt begejstrende at fornemme de usynlige Elektricitets-Traade,
der ligesom bandt samtlige Kammerherrens Kunstnere til ham.
Det var, som om alle Tenorer søgte heft til'ham for at hente
Aspiration og Begejstring for ved krigerske Bedriftei at ud
vikle sig til virkelige Heltetenorer,
' . '
*
Tiden gik. R o b e r t blev selvfølgelig ikke mindre stor
artet; men der kom noget af en knækket Lillie over ham.
Det var ikke længere den glade, viljestærke R o b e r t.
Det var en R o b e r t, der havde faaet paa Hattepulden.
Stakkels R o b ert! Han har tabt Modstandkraften og maa
gaa som en Alvorsmand, der forlanger at blive taget
au scrieux.
Til den Dag kommer, da han resolut smider de laante
Fjer væk og igjen viser sig som den gamle, sjemytlige R o b er t.
For d e n Robert vil der endnu være Plads i
Puk.
Jour
nalisten, Musikeren, Humoristen!
F løj te-J o k um sen .
Musiker, Journalist og Geni.
O /
r a l
De iuenk Direktører.
tSaiiabe, frit efter
0 l)
It tt-f d) I te fl e r.)
2>et nar ftg før. ©uf taft ©g manu,
ixmttem Iftfteb „.tung ©ri!" at fpille,
Stræber pait til .^r. ©a nbe r rub
Sit l)øre, om ijau ogfaa biibe.
®ct bar jig ben føerre ©a tt bc r,
©it |)obeb monne pan bojc.
Sagfeng Slibeau oar faare ladt,
Dg ©agente bare faa Ijøjc.
„Dg i)ør bu fjcere før. ©anber,
Sleb alt, ljbab i Dtorbcn buer,
@j
mægter nogen at tjene ©otb
S jiigt et brøftfælbigt ©fur.
Ti.IffuerplafcfcnS S3ifalbgregu
S
uit
fparfomt neb ntoitne brpppc;
.føefteue for bor Tperpigfærrc
Sllt bib’g beb ben tomme S?rt)bbe.
9Ken ijør, bu æble Sagferer,.
©bettbabef bu bør big bife;
honning ©rif og be frebføfe Sftænb
SSil biibe ett ren iSeneftcei
Tag bu 3-opereug ©ofabetræf,
■Sif g (øji bel bef manne bære,
Sllt til en $urpurfaabe ffiøn
©na inilbelig bu bct ffjære."
Tet bar ftg ben føerre ©anber,
,føang
Drb.befalbt noget tbære:
„©%t et Ubfipr,' min æbeiig føerre,
San Sagfeit-Umuligt bære.
Siaab er per iffe til sj3urpurffrub,
Dg fpareg bør ©ofaeng Sløjt,
Dægge bu før bit føooeb i 931øb
Til anbet prigbifligt ©}jøgi."
Tet bar fig ben føerre ©øm a titt,
©aa liftelig iffe pan lo,
Ter patt fem t Soperctt ub,
Ta pørteg. en Jtpfferflo.
Ubi ben Sløjelg ©ofa
Ten Silo bar et fen at flaa,
Sagfen fang paa bet fibftc Slcrg,
Sagfereren ligefaa.
>3aiben er gogebfjenbetfer
føelt tibt t bet fpnbige føng,
©anber og ©uf tab ©gntaitn
Te tjene faft iffe en ©nug.
©tprte bil fitart ©obtfolf berub
Sit opfræbe gammel ©Ijælb,
©iigt er for ©anber og ©gmantt
©let intet fttjrtenbe føelb.
©prift figne pber ftaffelg Tireftør,
©out efter al fin Slnftrcngelfe
Sun eoncr at gine paa røb $lafat
Somebi eng 8ttø>93egjæn gelfe.